Kunsten at tænke i kor

Homo sapiens er klodens eneste supermagt. Vi er den eneste art på kloden, som kan samarbejde fleksibelt i store grupper. Samtidig har vi lært os selv, at tænke sammen, ikke bare i enorme grupper på tværs af kloden, men også på tværs af tid.

Kunsten at tænke i kor

Hvad ville skoven mon sige hvis den kunne tale? Tænk nu om det forholdt sig sådan, og træerne faktisk kunne tale, men at vi bare endnu ikke forstår. Der er så meget vi mennesker ikke forstår, og Professor Suzanne Simgard  kunne også efter årelange undersøgelser endegyldigt konkludere, at træer taler med hinanden via deres rodnet. De sender kulstof til hinanden, og ikke bare taler sammen, men hjælper også hinanden. Skoven er levende og den kan kommunikere og genkender sine egne ‘unger’. Under skoven findes et netværk af rødder, hvor igennem træerne deler informationer og kulstoffer på kryds og tværs, så arterne har hver for sig har nemmere ved at overleve. Et netværk, som tillader træerne at tænke sammen. Homo sapiens har også lært at tænke kollektivt. Vi er faktisk udemådelig dårlige til at tænke selv.

Men hvorfor tænker vi? Hvad er den evolutionære fordel ved at tænke? Mange har tidligere foreslået at vi udviklede forstanden så vi blev bedre til at navigere socialt, bedre jægere eller for at blive dygtigere til at tilpasse sig de variede klima. Alle disse påstande er sikkert korrekte, og de har alle sammen det til fælles, at de hviler på handling. Vi tænker for at handle mere effiktivt. Dette konkluderer Steven Sloman og Philip Fernbach, begge professorer i kognitiv videnskab, som i deres bog, “The Knowledge Illusion - Why we never think alone” foreslår, at vi mennesker faktisk ikke ved ret meget når det kommer til stykket. Ihvertfald ikke på det individuelle niveau, for test har vist, at mennesker de kun har ekstremt begrænset viden, som fx når de blev bedt om at fortælle hvordan et toilet virker, og hvordan en cykel fungerer. Vi fejler ynkeligt igen og igen, og det falder ikke i god jord hos en art, som har haft for vane, at se sig selv, som et suverent og intellektuelt individ. 78% af adspurgte danskere mente, at de var klogere end landsgennemsnittet, hvilket er lige så komisk, som det er udbredt i den vestlige kultur. Det er ikke bare danskerne, som mener, at de er klogere end de fleste. Vi tror over en bred kam, at vi er klogere en næsten. Ingen nævnt, ingen glemt. Ej heller undertegnede.

Den kollektive kraft

På det individuelle niveau er homo sapiens lidt af et pjok. Vi ville få tæv af temmelig mange andre af klodens andre arter én til én. Hvem vil slås med grizzlybjørn eller for den sags skyld en svane? Hvem vil løbe omkap med en ulv, en løve eller flodhest? Turde du vædde med at du kunne slå en hund i blindsmagning? Vil du klatre omkap med en chimpanse, udfordre den i Memory eller anspore den til en overlevelseskonkurrence på en øde ø, mano a mano? Næppe, for langt de fleste af os ville med stor sandsynlighed tabe til dem alle.

Èn til én er homo sapiens chimpanser og mange andre arter underlegne. Måske er ti chimpanser også bedre til at overleve i den vilde natur end ti mennesker, men tusind mennesker ville vinde en kamp mod tusind chimpanser med største lethed, udelukkende fordi chimpanser ikke kan arbejde sammen i større grupper med mere 150 individer. Hvis man lukker 40.000 chimpanser ind i Parken på Østerbro eller på strøget, så ville det ende i det rene kaos, monkeybusiness, men hvis du fylder Parken eller strøget med 40.000 mennesker, vil der opstå et sofistikeret netværk af sociale relationer. Chimpanser bygger ikke store stadions.. Homo sapiens er den eneste art på kloden som kan skabe sådanne konstruktioner, fordi vi, som den eneste art, er i stand til at arbejde på tværs af klanerne, og danne enorme grupper, gigantiske grupper, som fx Danmark. I Danmark bor der 5.8 millioner mennesker, og langt de fleste af os vil intuitivt mene, at der skal nogle regler til for at det hele ikke ender i monkeybusiness. Men hvordan gør vi det?

Fantasi og tro

Historiker og forfatter Yuval Noah Harari foreslår, at mennesker kun kan arbejde sammen i grupper fordi vi har en fantasi. Vi er den eneste art, som opdigter fantasier, som andre tror på. Du kan ikke overbevise en chimpanse om, at hvis den giver dig 10% af alle de bananer, som den finder, så vil den få en plads i chimpanse-himlen når den dør, og hvor den vil få massevis af bananer til evig tid. Det er kun mennesker der tror på historien om en gud i det hinsides, og at vi skal opføre os på bestemte måder for at få en evighed i himmerriget. Med fiktive historier kan vi skabe tillid og fælles identifikation på tværs af vores klaner. Vi kan på trods af vores forskelligheder bekende os til fx de samme guder eller samme sæt færdelsregler, og dermed give os en fælles tro på hinanden. Når vi deler troen på en fiktiv historie, så kan vi have tillid til hinanden, og først der kan vi samarbejde på tværs af klanerne. Men kun hvis vi har troen, for uden troen , ingen tillid, og så bliver det hele til monkeybusiness. Både historien om en gud og historien om en højrepligt virker kun, om alle i gruppen tror og efterlever dens bud. Fiktive historier er vejledende værktøjer.

Man kan genkende disse fiktive historier ved, at de ikke har en objektiv virkelighed. Bjerge, floder, bjørne,ulve, sværme af bier og månen er alle objektive entiteter. Alle disse ting ville eksistere om der var mennesker eller ej. Det ved vi fordi der fandtes bjerge, floder, bjørne etc., længe før homo sapiens kom til på det evolutionære træ, og forsvandt menneskeheden i morgen, så ville de alle fortsætte med at være her. Danmark ville holde op med at eksistere, for Danmark lever kun i vores fantasi, eller i vores hjerter om man vil, hvis den forbliver i fantasien længe nok. Hvis menneskeheden uddøde ville tiden fortsætte, men klokken ville aldrig blive 12, for tid er en objektiv virkelighed, hvorimod klokken 12 er en fiktiv historie, en fantasi, som vi har besluttet os for at tro på alle sammen, fordi den er praktisk, og hælper homo sapiens med at være effiktiv. Homo sapiens er ineffiktiv om den arbejder alene, og mere end ualmindelig effiktive når vi samarbejder. Man siger at “to hoveder tænker bedre en ét”, og den nedtrykkende nyhed fra den Sloman og Fernbach er, at dette rent faktisk er tilfældet. To hoveder sammen tænker mere end to hoveder hver for sig, hvilket er enormt praktisk, for på det individuelle niveau tænker vi hver især forbavsende lidt. En svær kamel at sluge for mindst 78% af en befolkning, som mener, at de er klogere end landsgennemsnittet.

Individuel viden er en illusion

Slomans og Fernbachs viser, at vi ikke bruger ret meget tid på at tænke selv, men det meste af tiden kører på autopilot. Derimod tænker vi i grupper, og vi byder hver især ind med vores egen meget begrænsede viden. Ligesom det kræver en klan at opdrage et barn, præcis som det kræver en klan at opfinde et værktøj, læse en koflikt eller kurere en sygdom. Intet individ ved alt hvad der skal til for at bygge en katedral, en atombombe eller internettet. Homo sapiens blev klodens dominerende art skyldes ikke individets fortræffeligheder, tværtimod. Homo sapiens dominerer fordi vi er bedre end nogen anden art til at tænke sammen i store grupper. Træerne tænker også sammen i store grupper, og de dominerede kloden inden homo sapiens besluttede sig at begå en kognitiv revolution og udryde klodens megafauna.

Ikke nok med, at vi faktisk stort set intet ved alene, så er vores begrænsede mængde af viden også blevet mere ensrettet med tiden, så vi ved lidt om noget, og stort set intet om resten. En jæger samler skulle vide hvordan man producerede sit eget tøj, hvordan man laver ild fra bunden, hvordan man jager kaniner og bedst undgår løver. Vi har til gengæld brug for specialister for at imødekomme vores behov i den moderne globale verden. Kongstanken om borgerens specialisering blev iscenesat af Aristoteles med begrebet technê, og politiske tænkere siden poleret videre på begrebet med spørgsmålet om, hvordan vi kan uddanne de rette specialister til at imødekomme nationens fremtidige udfordringer. Indoktrinering er ikke et moderne fænomen. Platon gjorde det klart i “Staten”, at det var filosofiens rolle, at lære mødrene de rigtige historier, som de så kunne fortælle deres børn, så disse kunne vokse op og blive gode borgere for staten.

Den humanistiske revolution banede vejen for vores fokus på det enkelte individ, og hvordan det enkelte menneske mon var stillet i en før-social tilstand, naturtilstanden. Forsøg på at fastslå menneskets natur, som vel ret beset starter med Machiavelli, som adskiller politik og etikken, og eksploderer med Sigmund Freud og psykologien, og ikke mindst psykologiens rolle i såvel merkantil markedsføring til statslederes brug af propoganda, senere omdøbt til public service, for ikke at støde nogen. Individets forestillinger om egne fortræffeligheder er stort set altid ude af proportioner. Sloman og Fernbach foreslår, at homo sapiens også har en kollektiv selvtillid, hvilket giver god mening. Vi blev trods alt Europamestre i Fodbold i 1992, om end jeg personligt selv kun bidrog med at kæderyge af spænding på mine bedende knæ foran fjernsynet. Det var Danmark der vandt. Det var mine fiktive historiefølgeres landshold, som tævede de andre fiktive historiefølgeres landshold. Kultur er meget smitsom, og homo sapiens er meget lærenem. Ihvertfald meget bedre end vi er til at erkende vores individuelle begrænsninger

Det moderne menneske har for vane at forveksle begreber. Tragedie forveksles med komedie. Ønsker forveksles med behov. Unik forveksles med sublim. Vi har skabt en fiktiv historie, som sætter individet over fællesskabet, og uden fællesskabet er homo sapiens kun en primat. I et konkurrencesamfund mister man tilliden til hinanden fordi alle er hinandens konkurrenter, og det affødder et præstationssamfund, hvor instutionerne langsomt smuldrer. Enhver stats institutioner er en investering i en fælles fiktiv historie, og hvis alle investerer mere i primaten end fællesskabet, så ender det hele selvfølgelig i monkeybusiness.

Alle ande primater tror ikke på fiktive historier. Primater bor og lever altid i nepotistiske klaner, hvor de ikke samarbejder med dem, som de ikke har tillid til. Tillid mellem primater synes at være en mangelvare, altså hvis opgaven lyder at samarbejde. Den neurovidenskabelige forsker Robert Sapolsky har igennem en periode på over 30 år besøgt naturparken Serengetti i Kenya, hvor han har studeret bavianer. Konklusionen er simpel. Bavianer bruger ca tre timer om dagen på at samle kalorier nok til at virke, som en bavian nu engang virker. Den sover i ca 12 timer, hvilket giver en bavian hele ni timer om dagen til at pisse hinanden af, hvilket de så gør. Hvis du som læser dette, synes, at dine medmennesker derude bliver mere og mere skøre, så er det fordi vi er primater, som bavianer. Spørger man i dag om hvorfor man gjorde, som man gjorde, lyder svaret ofte “Fordi jeg kan”, hvilket med garanti også ville være svaret, hvis du spurgte en bavian, og vi kunne forstå dens sprog. Monkey sees, Monkey wants.

Det guddommelige kollektiv

Vi har ikke brug for klokken om vi er alene, for der er ingen at aftale tider med. Vi har heller ikke brug for penge, om vi ikke har nogen at handle med. Vi har heller ikke brug for at tænke særlig meget om vi var helt alene. Når vi er alene holder alle de fiktive historier op med at give mening. Det er med demokratier, som det er med juleaftener. De er begge fiktive historier og de virker bedst om man er mere fokuseret på at give noget til festen, end hvor meget man kan udnytte fællesskabet til egne formål. At specialisere sig er at finpudse sine kundskaber. Homo sapiens blev forvist fra Edens Have fordi vi spiste af kundskabens træ, hvilket på jysk betyder, at vi hver især mister det forkromede overblik, og derfor agerer i blinde. Vi kan nemlig ikke se skovene for bare kundskabernes træer.

Liberalisen står for fald fordi den har fejlagtig har ledt efter det guddommelige i det individuelle, og ikke i det mellemmenneskelige. To hoveder tænker måske bedre end ét, men 7.6 milliarder mennesker tænker umådelig meget bedre end en enkelt klan. Ingen tænker stort alene.