Nyt Demokrati - Ingen tænker stort alene

For at forstå virkeligheden har vi brug for fantasien, og fantasier bliver næsten virkelige hvis vi tror på dem. Vi har brug for at revidere historien om Danmark, så den passer til den nye globale og teknologiske verden. Vi må alle forråde vores historier om Danmark om vi fortsat skal være spillere i det store evolutionære kapløb, men kun for at skrive en bedre historie om det Danmark, som langt de fleste af os, inkl undertegnede, elsker helt ind i hjertet.

Homo sapiens er troende

 Vi er alle troende, men vi tror alle sammen på noget forskelligt. Når jeg skriver “troende”, så mener jeg, at vi alle sammen tror på noget, som ikke findes, noget, som ikke har en objektiv virkelighed. I den objektive virkelighed er der bjerge, floder, bjørne,ulve, uran, regn, vulkanudbrud og sværme af bier, stimer af sild, månen og blæsevejr. Alle disse ting ville eksistere om der var mennesker eller ej. Det ved vi fordi at der fandtes bjerge, floder, bjørne etc., længe før homo sapiens kom til på det evolutionære træ, og forsvandt menneskeheden i morgen, så ville de alle fortsætte med at være her, hvis det da ikke lige skulle være fordi, at vi tog dem alle med i faldet.

Så galt går det nok næppe før vores solsystem holder op med at være et solsystem, og livet skal såmænd nok fortsætte på jord, om vi så gør alt hvad vi kan for at ødelægge det hele. Jeg tror, at det er umuligt for os, at ødelægge biologisk liv. Den samlede mængde af bioligisk masse på kloden er konstant, men massen ændrer hele tiden form. Lige nu er klodens bioloigsike masse formet i fx 7.6 milliarder mennesker fordelt ud over hele kloden, et par fantasilioner myrer, samt en masse græs, bakterier, bogfinker etc etc etc, og af klodens samlede bestand af grise bor de 12.9 milloner af dem i Danmark. Hvis mennesker uddøde i morgen, så ville det biologiske liv fortsætte præcist, som det altid har gjort siden biologisk liv var at finde her på kloden for 3.8 milliarder år siden. Men Danmark ville holde op med at eksistere, for Danmark lever kun i vores fantasi, eller i vores hjerter, hvis de forbliver i fantasien længe nok. Hvis menneskeheden uddøde ville tiden fortsætte, men klokken ville aldrig blive 12, for tid er en objektiv virkelighed, hvorimod klokken 12 er en fiktiv historie, en fantasi, som vi har besluttet os for at tro på alle sammen, fordi det er enormt praktisk.

At vi i dag hele tiden siger, at vi er under et enormt tidspres, er kun et udtryk for hvor stor indflydelse den fiktive historie om, at tiden kan indkapsles i år, måneder, uger, dage, timer, minutter, sekunder og så derned efter, har på os, og viser os hvor troende vi i virkeligheden er. Vi kan ikke vide noget om de fiktive historier. Vi kan kun tro på dem, og uden vores tro på dem ville, vi slet ikke kunne navigere i den moderne verden. Man kan sagtens navigere i verden uden en tidsinddeling og foranlede sig på naturen, men et moderne ur er langt mere præcis end skyformationer, fugleflokke på træk, tidevandsændringer eller hvad naturfolk nu end har brugt som tidsnavigationsindikator. At vi henviser til klokken hele tiden gør ikke klokken virkelig, ligesom guder heller ikke bliver virkelige af, at man beder nok så mange gange i døgnet eller synger smukke salmer derom, men vi er alle sammen troende. Vi tror bare alle sammen på forskellige fiktive historier, og nogle er mere religiøse end andre, rangerende fra glødende fanatikere til kættere, fra den travle familiemor der hele tiden skæver til klokken fra hun slår øjnene op til hun lukker dem i om aftenen, til den hjemløse for hvem onsdag lige så godt kunne være mandag, men som så til gengæld har mere tid til gud, om den så findes i flasken, i kirken eller på bibliotekets hylder, hvor vi godt kan finde en bog eller 10 eller 500 om hvordan man enten udlever sine potentialer inden året er omme eller håndterer åndslivets anomalier.

Om historierne er sande eller falske er komplet ligegyldigt. Homo sapiens har længe troet på opdigtede historier og ladet sig anvise af dem, fx Gud. Mange har endda gjort store karrierer af at arbejde for sådanne fiktive historier, fx paver, præster, og mange gulddukater, dollars, pund sterling og kroner er blevet lagt hos fiktive historier igennem historien. Mange gejstlige er unægtelig også blevet aflønnet fyrsteligt af guderne igennem historien. I dag arbejder vi også for fiktive entiteter, som Google, Amazon, Danske Bank og stater som Danmark, entiteter uden objektiv virkelighed, og som er mindst lige så rundhåndet overfor sine ypperstepræster som fortidens af gud indsatte, hvilket pudsigt nok også er dem, som skriver de fiktive historier. Vi går i krig for at forsvare vores egne fantasier, og bekriger andre fiktive historier, hvis indhold kan få os til at vakle i troen på vores egne. Man skal ikke undervurdere menneskets evne til fremhæve sine egne fantasier på bekostning af andres. I skrivende stund løber der en forvildet sjæl rundt i København og omegn og mener, at det er en god idé, at afbrænde kopier af den islamiske idé i det offentlige rum, måske uden kendskab til, at den slags aldrig har virket efter hensigten, med mindre man selvfølgelig gerne vil modtage et par lussinger og social destabilitet men man kunne fristes til at tro, at historien gentager sig selv.

Historien gentager dog aldrig sig selv, men til gengæld fortæller vi historierne igen og igen og igen. Gentagelsen styrker vores tro, hvilket alle religioner har benyttet sig af igennem historien, som når de prædiker at vi skal bede fem gange om dagen, eller som dengang Christian IV tvang katekismus ned i halsen på alle danske skolebørn. Som når vi kigger på klokken for at navigere i forhold til virkeligheden. Som når vi kører Visakortet igennem en kortterminal. Som når vi fortæller vores børn at de skal børste deres tænder, hver gang de vasker hænder, eller at religiøse menneker er fjolser. Sådan virker den menneskelige hjerne nemlig. Den virker nemlig også bedst kollektivt, hvis man kan tro på budskabet i professorerne Steven Slomans og Philip Fernbachs (Cognative science) banebrydende bog “The Knowledge Illusion - Why we never think alone”. Faktisk kan den stort set ingenting selv, og kan kun rumme ganske lidt viden (ca. 1 GB ifølge forskningen), og den viden, som er kommet derind er viden, som andre mennesker har proppet derind. Uden fællesskabet ville homo sapiens stort set intet vide. I den store virkelige objektive verden, ville homo sapiens uden for fællesskabet rangere langt længere nede af fødekæden end vi gør i dag, præcis som vi gjorde det de første ca 130.000 år af homo sapiens historie, da vi stadig dasede rundt i det østafrikanske inden den kognitive revolution for ca. 70.000 år siden satte turbo på, og lærte os at arbejde sammen fleksibelt i store grupper. Hver især ved vi ufattelig lidt, og vores viden afspejler de impulser som rammer os. I virkeligheden ved vi ikke ret meget om den virkelige verden, som vi tumler rundt i. Vi kender fx alle sammen et toilet, og ved hvordan man bruger et sådan, fordi nogen har vist os eller fortalt os hvordan man skal bruge det, men hvordan virker et toilet i virkeligheden, og hvordan vil du forklare hvordan det virker. Det korrekte svar ville være:

Test viser dog at mennesker ofte svarer sådan på spørgsmålet således.

Vi tænker kun sjældent for os selv. Vi tænker i grupper. Lige som at man siger at “det kræver en landsby at opfostre et barn”, ligeså krævede det en landsby at opfinde et stykke værktøj, løse konflikter og kurere sygdomme. Intet individ ved alt det der skal til for at bygge en domkirke, en storebæltsbro eller en tandlægeklinik. Vi forvandlede os fra en ubetydelig art til klodens supermagt på ca. 70.000 år, hvilket svarer til et øjeblik i biologiens 3.8 milliader lange historie. Dette skyldes ikke det enkelte menneskes rationelle gøren og laden, men derimod vores enestående evne til at tænke sammen i store grupper.

På det individuelle niveau er homo sapiens et pjok, en nøgen abe, som ville få tæv af de fleste andre dyr. Ville du måske slås med grizzlybjørn eller for den sags skyld en svane? Ville du løbe omkap med en ulv, en løve, en gepard eller flodhest? Vil du klatre omkap med en chimpanse, eller måske udfordre den i Memory? Næppe, for du ville tabe til dem alle, men hvis vi går sammen flere mennesker mod flere dyr, så er vi lige præcis så stærke, at vi kan besejre dem alle sammen og blive klodens dominerende biologiske art. Den kognitive revolution lærte homo sapiens at tro på hvad som helst, som kunne binde os sammen i store grupperinger, og samarbejde fleksibelt, hvilket homo sapiens er den eneste art på kloden som kan, og det kan vi kun fordi, vi kan fortælle fiktive historier, som vi kan tro på på tværs af vores oprindelige jæger-samler stammesamfund, hvor vi på lige fod med alle de andre arter, i klaner med op til 150 individer, sammen deltog i konkurrencen om klodens livgivende ressourcer. For at vi kan arbejde sammen med hinanden skal vi tro på historierne ellers virker de ikke. Religioner og højre vigepligt virker kun mellem dem der tror på dem. Ingen af dem er hverken sande eller falske, de er kun fiktive, og de er homo sapiens megavåben i den evolutionære konkurrence hvor gevinsten er, at man kan fortsætte i konkurrencen. Når man ryger ud af konkurrencen uddør ens race. Simpel matematik.

Man må selvfølgelig gerne tro på, at man er klogere end de fleste andre, hvilket flertallet af danskerne også gør, eller dvs. at, en undersøgelse har vist at 78% af alle danskerne tror, at de er klogere end landsgennemsnittet, hvilket siger en hel del mere om vores mangel på selvindsigt og selverkendelse, end det gør om vores intelligenskvotient, som jeg i dette opråbs ånd må påpege, kun er en fantasi, og at vi kommer til at minde om rabiate religiøse tosser, jo mere vi henfalder til at tro, at intelligenskvotienter virkelig findes. Det ville klæde menneskeheden med en smule intellektuel ydmyghed. Ene og alene af den grund, at vi intet ved alene.

Sokrates ansporede os for over 2400 år siden. “Det eneste jeg ved, er at jeg ingenting ved”, hvilket er selvfølgeligt, da ingen ved noget alene. Der skal altid være mindst to individer til at gøre et udsagn til noget vi kan bruge til noget i den virkelige objektive verden af bjerge, floder og bjørne. Vi har brug for én eller flere der digter og fortæller historierne, og mindst én til at tro på den og fortælle den fiktive historie videre. Det giver ingen mening at tale med en dør, en regnbye eller for den sags skyld til himlen med foldede hænder, men Oraklet i Delphi gav os en ledetråd ved at minde os om, at vi skal kende os selv. Det er på tide at vi anerkender vores begrænsninger, vores afhængighed af hinanden på tværs af både geografi, etnicitet og tid, og kommer igang med at rydde op i det biologiske morads, som vores, homo sapiens kultur har kastet af sig siden vi fandt ud af at det var smart, at arbejde fleksibelt sammen i store grupper, og massekrere alt hvad der stod i vejen for vores taktik i bestræbelserne på at forblive en deltager i det evolutionære kapløp.

Det er ikke et spørgsmål om hvem der er de skyldige, for det er vi alle sammen, men fremtidens opgave bliver at få alle til at deltage, og ikke synke tilbage i klanerne med maksimum 150 mennesker, hvor utopisk befriende det så end måtte synes, men den fælles opgaveløsen vil kun have 150 GB til sin rådighed, hvilket er temmelig meget mindre end de 7.6 millarder gigabyte, som vi kan stimle sammen hvis alle på kloden byder ind. Vi løser ikke globale konflikter med nationale fiktive historier. Man standser ikke flodbølger ved at ofre sin ældste datter til flodguden, men ved at samle viden fra os alle sammen, og håbe på, at vi i fællesskab kan løfte opgaven at sørge for, at havets vandmasser, i værste fald, ikke drukner os alle sammen. Derfor er der selvfølgelig intet der er vigtigere i fremtiden end uddannelse i et åbent system af vidensudveksling, så vi gradvist opgraderer hele menneskehedens uddannelsesniveau, så vi kan imødekomme de gigantiske udfordringer som ligger foran os; nemlig at forblive spillere i den evolutionære proces i en verden, hvor den biologiske masse på kloden er konstant.

Det gør vi først og fremmest ved at skrive en global historie, som alle kan se sig selv som aktive deltagere i. Vi er alle selviske, usikre, generøse, selvmodsigende, omsorgsfulde, seksuelle, nysgerrige, bange, fejlbarlige og frem for alt afhængige af hinanden. Alligevel lykkedes det den videnskabelige revoluion at skrive en historie om det frie og uafhængige menneske, en historie, der voksede sig stor og mægtig med kapitalismen og psykologien, og gjorde det enkelte individ til både dommer i, og ansvarlig for udformningen og kvaliteten af eget liv. Den videnskabelige revolution er båret oppe af en etisk revolution, som startede med den engelske filosof John Locke, først satte alle mennesker frie, og derefter gjorde dem alle lige, hvilket vi aldrig havde været før, og Jean-Jacques Rousseau sendte dyrkelsen af selvet til fronten af stort set samtlige intellektuelle diskussioner siden. Immanuel Kant blåstemplede derefter kongstanken om selvet, som kilde i erkendelsesteoretiske såvel som etiske-politiske sammenhænge, omend han ikke havde megen fidus til menneskers forvaltning af den nyfundne frihed og lighed, men at der med statsgaranti er en forbindelse mellem Kants udsagn og det faktum, at 78% af alle danskere mener, at de er klogere end landsgennemsnittet.

Vi dyrket selvet intenst, og selvet er en transcenderende entitet, og derfor en fiktiv historie. Vi har fået tildelt ansvar for egen læring og ved gentagelse, på gentagelse, på gentagelse har vi fået at vide, at uafhængighed er det øverste mål for den menneskelige frihed; et begreb, som, ifølge en hærskare af sociologer med gamle Zygmund Baumann i spidsen, har skiftet karakter fra at betyde noget i retning af, at blive fri for, at blive udnyttet af en enevældig konge eller kapitalistiske arbejdesgivere, for hvem arbejdskraft skulle og skal skaffes så billigt, som muligt, til at betyde, at man må alt i verden og at alle regler indskrænker denne frihed. Uafhængig betyder i dag at man er uden for reglerne, og den fiktive historie løber, som en steppebrand imellem mennesker, så vi i dag lever efter mantraer som “at man skal være noget for sig selv, før man kan være noget for andre”, “at man er sin egen lykkes smed”, “den kloge narrer den mindre kloge” og “at man har ansvar for egen læring” og “markedet retter sig selv” og “kunden har altid ret”, hvilket selvfølgelig munder ud i pandemier af stress, angst, depressioner og selvmord. Det bør nævnes, at der dags dato dør flere mennesker ved selvmord end der sammenlagt dør i krig, ved terror og kriminalitet, og at der kun er 810 millioner mennesker på kloden, som lider under at spise for lidt, men at der er 2.1 milliarder overvægtige.

Hvis menneskeheden, homo sapiens, ønsker at forblive en deltager i det evolutionære kapløb, så må vi sadle helt og aldeles om, og finde en global historie, som fortæller os, “at nogen skal have troet på os før vi kan tro på os selv”. Vi kan jo starte med at lytte til det neomarxistiske råbekor bestående af Marianna Mazzocato, Thomas Piketty, Ha-Jo Chang, Gillian Tett, Joseph Stiglitz, Shoshana Zuboff samt et væld af videnskabsfolk på tværs af forskellige fag fra filosofi, over teologi til antropologien rangerende fra Machiavelli til Hartmut Rosa, Svend Brinkmann og Ulrich Bech, som alle giver os et fingerpraj om, at der er konsekvenser af vores handlinger, og at teknologiens vidundere ikke nødvendigvis fører noget positivt med sig, og at vi nok i den nærmeste fremtid nok skal vende os til ordet “interdependence” som et alternativ til ønsket om uafhængighed. For grunden til at vores civilisationsmodel knirker i ledene er, at mennesker i virkeligheden slet ikke søger uafhængigheden, men derimod slægtsskabet, fordi det er slægtsskaberne som gør os stærke og individualisering som gør os svage. Ingen løser verdens problemer alene. Ingen løser sine egne problemer alene.

Vi kan jo starte med at tælle antallet af eremitter og sammenligne dem med alle ikke-eremitterne, og måske konkludere, at antallet af mennesker som har opnået succeskrieteriet “uafhængig” i Danmark kan tælles på helt nøjagtig 36 fingre, hvis det da ikke lige var fordi, at mennesker i virkeligheden hellere vil slægtsskab end uafhængighed. Det er ren og skær fjolleri, at forfølge ideen om selvets uafhængighed, og at vi kan opnå dette ved at arbejde hårdt for en fiktiv historie. Det virker unægteligt som om, at vi ikke kan se skoven for bare kundskabernes træer.

Sisyfos blev ikke dømt til at arbejde meningsløst i al evighed. Han blev istedet idømt en evig påmindelse om, at selv de mest elementære opgaver er uoverkommelige for individet. Havde han bare haft én eneste ven med sig, eller endnu bedre, et toptrimmet entreprenørselskab, ville det være en helt anden sag, at få den sten op på bjergets top. Den kinesiske mur tjener her som et bevis ved sin objektive tilstedeværelse.

Vi skal væbne os med Immanuel Kants kategoriske imperativ bag John Rawls’uvidenhedens slør, og designe en verdensorden, som vi alle kan se os som aktive deltagere i; en verden, som vi kan være den bedste udgave af vores generøse væsen. Vi skal anerkende at mennesker gerne vil være bedre end næsten, og at nogen faktisk er bedre. Vi skal sørge for, at alle mennesker ikke ryger ud af livets konkurrence, og det gør vi ved at designe en samfundsorden, hvor vi følger Platons gamle råd om, at den rigeste i bystaten kun må være seks gange så rig, som den fattigste, og opgraderer den kongstanke til en global målestok. Den rigeste i kommunen må kun være seks gange så rig, som den fattigste. Den rigeste kommune må kun være seks gange så rig, som den fattigste kommune i nationen. Den rigeste nation må kun være seks gange så rig, som det fattigste land i verden. På den måde bibeholder man konkurrenceelementet, og alle må hjertens gerne arbejde, som vilde for at blive rigere, for så bliver alle rigere; altså, præcis som neokapitalisterne gerne vil, men som de haft umådelig svært ved at få til at fungere i virkeligheden. Med Borgerløn skal vi udslette fattigdom på kloden en gang for alle, og løse den gordiske knude, som vi kalder de 17 Verdensmål. Vi kan kalde det global planøkonomi, og til kritikerne af den planøkonomiske tanke har jeg blot dette at sige: Jeg mener, at det er smart at have en plan når man diskuterer økonomi, og I tror vel ikke at The Federal Reserve, Nationalbanken og deres ligesindede ikke har en plan? Og har I nogensinde hørt om en Plan B? En plan er en forestilling, en fantasi, en drøm, og en strategi om hvordan man gør drømmen til virkelighed. Drømmen er ikke demokratiet, men drømmen er, at leve i et innovativt, retfærdigt og tryghedsskabende samfund, hvor vi lever i harmoni med den biodiversitet, som vi alle sammen er så inderligt har brug for.

Homo sapiens megavåben er vores evne til at arbejde og tænke sammen i store grupperinger. Lad os gå igang.

Homo Civic Mundi

Det kræver en landsby at opdrage et barn til at leve i en landsby. Det kræver en nation for at opdrage et barn til at blive borger i en nation. Det kræver en verden at opdrage et barn til at blive et barn af verden.

Privatisering af opdragelsen

Vi er ofte hurtige til at dømme forældre, hvis børn ikke kan finde ud af, at opføre sig ordentligt. Hvis børnene ikke kan finde ud af at indordne sig efter reglerne, så er det forældrene, der ikke har levet op til sit ansvar som opdrager. I dag lægges der mere og mere ansvar over på individet, både i opdragelsen, men også fx for egen læring og omstillingsparathed. Mindre stat, mere individuelt ansvar, og dette gælder også opdragelsen. Sådan ser hverdagen ud for samtlige borgere i et konkurrencesamfund, hvor statens indflydelse skal indskrænkes til det minimale.

Vi har bevæget os væk fra devisen om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Vi har slanket modellen, som vi har slanket vores institutioner, så det er i dag er familien som står med det ansvar for opdragelsen. Hvis man som forælder selv står for ansvaret som opdragelsen, så bliver det vanskeligere at afgive sin autoritet væk til fx vuggestuen, børnehaven, skolen eller til en træner i en klub eller organisation. I dag er tilskuerpladserne til ungernes træning besat af forældre, som ud over at give velmenende råd, også er nærværende nok til at skride ind og tage ansvar om nødvendigt. Vi har mistet vores tillid til landsbyen som opdrager. Istedet er opdragelsen blevet privatiseret.

Fædrelandskærlighed er statens ansvar

Før den industrille revolution for alvor satte ind levede størstedelen af klodens befolkning på landet i mindre landsbyer. Før kom mange mennesker sjældent uden for kommunegrænsen, og man kendte de fleste i lokalsamfundet personligt. Børnene var en del af disse små landbrugssamfund. De hjalp til i produktionen og hjalp til i hjemmet med praktiske opgaver. Sådan havde danskerne levet i århundreder inden Christian IV besluttede, at Danmark skulle være en nation, og have en skole, som kunne uddanne og retline befolkningen til at være troende lutherske-ortodokse og villige soldater for kongen, kirken og fædrelandet. Danmark har muligvis været et kongerige siden Gorm den Gamle, men det var først på bagsmækken af reformationen, den humanistiske etiske revolution og med indførelsen af opgraderingen af skoleloven i 1604, at Danmark blev en nation. En sådan politik krævede en stærk kirke og en stærk stat for at kunne håndhæve loven. Fædrelandskærlighed kan ikke indlæres i en landsby. Fædrelandskærlighed er det statslige samfunds ansvar, og det statslige samfund er os alle sammen. Det kræver en nation at opdrage et barn til at blive borger i en nation, og instrumenterne er en stats institutioner, som fx et skolevæsen, et sundhedsvæsen, et skattevæsen, et politi, et retsvæsen, public relation etc.

Homo civic mundi

I dag er vi verdensborgere på både godt og ondt. Det er vi også om vi så bor i en lille landsby på kanten af den jyske højderyg. Vi bombarderes med indtryk fra hele verden, stort set hele tiden. Internettet har åbnet for en mulighed for vidensdeling uden sammenligning i biologiens 3.8 milliarder år lange historie. Eric Schmidt, tidligere CEO hos Google sagde allerede i 2010, at “vi i dag skaber lige så meget information på 2 dage, som vi skabte fra menneskets oprindelse og frem til år 2003”. Al denne viden og alle disse indput går vi rundt med i vores mobile telefoner, gemt i lommer eller tasker syet i Bangladesh og drikker kaffe fra Colombia eller Ethiopien. Vi er ikke længere homo sapiens. Vi er homo civic mundi. Verdensmennesket.

Samtidig er vi er underlagt globale fænomener som riskoerne for radioaktive udslip, epidemier af fjerkræsygdomme, økonomiske kollaps, forurening og kriminalitet. Alle fænomener, som det enkelte indvid på ingen måde har nogen indflydelse på, og som det ville være absurd at påstå, at vi selv skal kunne tage ansvaret for. Præcis det samme er gældende for opdragelsen af vores børn. Mennesker har alle dage kopieret andre mennesker for at lære, at begå sig i verden, og denne egenskab deler vi ifølge professor i adfærdspsykologi evolutionær biology Kevin N. Laland, med en lang række andre væsner på kloden, fra chimpanser til hundestejler. En fugl letter hvis den registrerer noget, som kunne være en fare, og de andre fugle reagerer på dette. Ligeldes handler stimer af sild, flokke af zebraer og gnuer, chimpanser og homo sapiens, ja, selv træerne advarer hinanden gennem deres rodnet.

Med internettet åbnede homo sapiens op for et globalt informationsdelingsnetværk, hvilket betyder, at vi i dag formes af verden, og ikke kun af af de mennesker, som vi kender personligt i landsbyen. Vi voksne burde også være bange, og synge lange, bange sange, hvilket vi også gør. Der er så meget vi bør passe på, og det skal vores informationsnetværk nok minde os om. Advarsler rejser også i dette netværk, og vi bliver dagligt mindet om, at vi er omgivet af biologiens uden sammenligning mest invasive og destruktive art; homo sapiens.

Opdragelse er noget vi deler

Homo sapiens har alle dage være et flokdyr. Den politiske filosofi har siden den vidensabelige revolution stillet skarpt på det individuelle menneskes betingelser inden det vælger at gå fra en naturtilstand, hvor mennesket er alene, og ind i en samfundsorden. Homo sapiens har aldrig haft dette valg. Vi er alle sammen født ind i samfund, og disse samfund påvirker individets udvikling, fordi vi er biologiske dyr. Et menneske født i Jylland i år 790 voksede op, blev opdraget lokal og blev til en viking, og ikke en aboriginal, men det moderne menneske født i København eller New York kan sagtens finde på at tage på en walk-about i den australske bush eller blive buddistisk munk i Tibet.

Globaliseringen betyder, at vi ikke længere kun er under indflydelse af landsbyen, men af hele verden. Opdragelse og dannelse har alle dage været noget vi deler, om vi så kun får indput af de lokale eller fra hele verden. Hvis vi vil have tingene til at fungere i en landsby, så er det vigtigt, at alle landsbyens individer har et fælles regelsæt for hvordan man effiktivt gebærder sig. Dette princip fungerer også på globalt plan, og derfor er det moderne menneske stillet overfor en fuldstændig umulig opgave; nemlig at have eneansvaret for vores børns opdragelse. Det moderne samfund forventer af forældre, hvad ingen forældre kan overkomme.

Vi overkommer først dette paradoks, som kaster så mange anomalier i form af personlige tragedier af sig, når vi som art får skrevet en historie, som vi alle kan se os selv, som aktive medspillere i. Vi skal opgradere homo sapiens til homo civic mundi. Nogen skal have troet på os, før vi kan tro på os selv.

Kunsten at tænke i kor

Homo sapiens er klodens eneste supermagt. Vi er den eneste art på kloden, som kan samarbejde fleksibelt i store grupper. Samtidig har vi lært os selv, at tænke sammen, ikke bare i enorme grupper på tværs af kloden, men også på tværs af tid.

Kunsten at tænke i kor

Hvad ville skoven mon sige hvis den kunne tale? Tænk nu om det forholdt sig sådan, og træerne faktisk kunne tale, men at vi bare endnu ikke forstår. Der er så meget vi mennesker ikke forstår, og Professor Suzanne Simgard  kunne også efter årelange undersøgelser endegyldigt konkludere, at træer taler med hinanden via deres rodnet. De sender kulstof til hinanden, og ikke bare taler sammen, men hjælper også hinanden. Skoven er levende og den kan kommunikere og genkender sine egne ‘unger’. Under skoven findes et netværk af rødder, hvor igennem træerne deler informationer og kulstoffer på kryds og tværs, så arterne har hver for sig har nemmere ved at overleve. Et netværk, som tillader træerne at tænke sammen. Homo sapiens har også lært at tænke kollektivt. Vi er faktisk udemådelig dårlige til at tænke selv.

Men hvorfor tænker vi? Hvad er den evolutionære fordel ved at tænke? Mange har tidligere foreslået at vi udviklede forstanden så vi blev bedre til at navigere socialt, bedre jægere eller for at blive dygtigere til at tilpasse sig de variede klima. Alle disse påstande er sikkert korrekte, og de har alle sammen det til fælles, at de hviler på handling. Vi tænker for at handle mere effiktivt. Dette konkluderer Steven Sloman og Philip Fernbach, begge professorer i kognitiv videnskab, som i deres bog, “The Knowledge Illusion - Why we never think alone” foreslår, at vi mennesker faktisk ikke ved ret meget når det kommer til stykket. Ihvertfald ikke på det individuelle niveau, for test har vist, at mennesker de kun har ekstremt begrænset viden, som fx når de blev bedt om at fortælle hvordan et toilet virker, og hvordan en cykel fungerer. Vi fejler ynkeligt igen og igen, og det falder ikke i god jord hos en art, som har haft for vane, at se sig selv, som et suverent og intellektuelt individ. 78% af adspurgte danskere mente, at de var klogere end landsgennemsnittet, hvilket er lige så komisk, som det er udbredt i den vestlige kultur. Det er ikke bare danskerne, som mener, at de er klogere end de fleste. Vi tror over en bred kam, at vi er klogere en næsten. Ingen nævnt, ingen glemt. Ej heller undertegnede.

Den kollektive kraft

På det individuelle niveau er homo sapiens lidt af et pjok. Vi ville få tæv af temmelig mange andre af klodens andre arter én til én. Hvem vil slås med grizzlybjørn eller for den sags skyld en svane? Hvem vil løbe omkap med en ulv, en løve eller flodhest? Turde du vædde med at du kunne slå en hund i blindsmagning? Vil du klatre omkap med en chimpanse, udfordre den i Memory eller anspore den til en overlevelseskonkurrence på en øde ø, mano a mano? Næppe, for langt de fleste af os ville med stor sandsynlighed tabe til dem alle.

Èn til én er homo sapiens chimpanser og mange andre arter underlegne. Måske er ti chimpanser også bedre til at overleve i den vilde natur end ti mennesker, men tusind mennesker ville vinde en kamp mod tusind chimpanser med største lethed, udelukkende fordi chimpanser ikke kan arbejde sammen i større grupper med mere 150 individer. Hvis man lukker 40.000 chimpanser ind i Parken på Østerbro eller på strøget, så ville det ende i det rene kaos, monkeybusiness, men hvis du fylder Parken eller strøget med 40.000 mennesker, vil der opstå et sofistikeret netværk af sociale relationer. Chimpanser bygger ikke store stadions.. Homo sapiens er den eneste art på kloden som kan skabe sådanne konstruktioner, fordi vi, som den eneste art, er i stand til at arbejde på tværs af klanerne, og danne enorme grupper, gigantiske grupper, som fx Danmark. I Danmark bor der 5.8 millioner mennesker, og langt de fleste af os vil intuitivt mene, at der skal nogle regler til for at det hele ikke ender i monkeybusiness. Men hvordan gør vi det?

Fantasi og tro

Historiker og forfatter Yuval Noah Harari foreslår, at mennesker kun kan arbejde sammen i grupper fordi vi har en fantasi. Vi er den eneste art, som opdigter fantasier, som andre tror på. Du kan ikke overbevise en chimpanse om, at hvis den giver dig 10% af alle de bananer, som den finder, så vil den få en plads i chimpanse-himlen når den dør, og hvor den vil få massevis af bananer til evig tid. Det er kun mennesker der tror på historien om en gud i det hinsides, og at vi skal opføre os på bestemte måder for at få en evighed i himmerriget. Med fiktive historier kan vi skabe tillid og fælles identifikation på tværs af vores klaner. Vi kan på trods af vores forskelligheder bekende os til fx de samme guder eller samme sæt færdelsregler, og dermed give os en fælles tro på hinanden. Når vi deler troen på en fiktiv historie, så kan vi have tillid til hinanden, og først der kan vi samarbejde på tværs af klanerne. Men kun hvis vi har troen, for uden troen , ingen tillid, og så bliver det hele til monkeybusiness. Både historien om en gud og historien om en højrepligt virker kun, om alle i gruppen tror og efterlever dens bud. Fiktive historier er vejledende værktøjer.

Man kan genkende disse fiktive historier ved, at de ikke har en objektiv virkelighed. Bjerge, floder, bjørne,ulve, sværme af bier og månen er alle objektive entiteter. Alle disse ting ville eksistere om der var mennesker eller ej. Det ved vi fordi der fandtes bjerge, floder, bjørne etc., længe før homo sapiens kom til på det evolutionære træ, og forsvandt menneskeheden i morgen, så ville de alle fortsætte med at være her. Danmark ville holde op med at eksistere, for Danmark lever kun i vores fantasi, eller i vores hjerter om man vil, hvis den forbliver i fantasien længe nok. Hvis menneskeheden uddøde ville tiden fortsætte, men klokken ville aldrig blive 12, for tid er en objektiv virkelighed, hvorimod klokken 12 er en fiktiv historie, en fantasi, som vi har besluttet os for at tro på alle sammen, fordi den er praktisk, og hælper homo sapiens med at være effiktiv. Homo sapiens er ineffiktiv om den arbejder alene, og mere end ualmindelig effiktive når vi samarbejder. Man siger at “to hoveder tænker bedre en ét”, og den nedtrykkende nyhed fra den Sloman og Fernbach er, at dette rent faktisk er tilfældet. To hoveder sammen tænker mere end to hoveder hver for sig, hvilket er enormt praktisk, for på det individuelle niveau tænker vi hver især forbavsende lidt. En svær kamel at sluge for mindst 78% af en befolkning, som mener, at de er klogere end landsgennemsnittet.

Individuel viden er en illusion

Slomans og Fernbachs viser, at vi ikke bruger ret meget tid på at tænke selv, men det meste af tiden kører på autopilot. Derimod tænker vi i grupper, og vi byder hver især ind med vores egen meget begrænsede viden. Ligesom det kræver en klan at opdrage et barn, præcis som det kræver en klan at opfinde et værktøj, læse en koflikt eller kurere en sygdom. Intet individ ved alt hvad der skal til for at bygge en katedral, en atombombe eller internettet. Homo sapiens blev klodens dominerende art skyldes ikke individets fortræffeligheder, tværtimod. Homo sapiens dominerer fordi vi er bedre end nogen anden art til at tænke sammen i store grupper. Træerne tænker også sammen i store grupper, og de dominerede kloden inden homo sapiens besluttede sig at begå en kognitiv revolution og udryde klodens megafauna.

Ikke nok med, at vi faktisk stort set intet ved alene, så er vores begrænsede mængde af viden også blevet mere ensrettet med tiden, så vi ved lidt om noget, og stort set intet om resten. En jæger samler skulle vide hvordan man producerede sit eget tøj, hvordan man laver ild fra bunden, hvordan man jager kaniner og bedst undgår løver. Vi har til gengæld brug for specialister for at imødekomme vores behov i den moderne globale verden. Kongstanken om borgerens specialisering blev iscenesat af Aristoteles med begrebet technê, og politiske tænkere siden poleret videre på begrebet med spørgsmålet om, hvordan vi kan uddanne de rette specialister til at imødekomme nationens fremtidige udfordringer. Indoktrinering er ikke et moderne fænomen. Platon gjorde det klart i “Staten”, at det var filosofiens rolle, at lære mødrene de rigtige historier, som de så kunne fortælle deres børn, så disse kunne vokse op og blive gode borgere for staten.

Den humanistiske revolution banede vejen for vores fokus på det enkelte individ, og hvordan det enkelte menneske mon var stillet i en før-social tilstand, naturtilstanden. Forsøg på at fastslå menneskets natur, som vel ret beset starter med Machiavelli, som adskiller politik og etikken, og eksploderer med Sigmund Freud og psykologien, og ikke mindst psykologiens rolle i såvel merkantil markedsføring til statslederes brug af propoganda, senere omdøbt til public service, for ikke at støde nogen. Individets forestillinger om egne fortræffeligheder er stort set altid ude af proportioner. Sloman og Fernbach foreslår, at homo sapiens også har en kollektiv selvtillid, hvilket giver god mening. Vi blev trods alt Europamestre i Fodbold i 1992, om end jeg personligt selv kun bidrog med at kæderyge af spænding på mine bedende knæ foran fjernsynet. Det var Danmark der vandt. Det var mine fiktive historiefølgeres landshold, som tævede de andre fiktive historiefølgeres landshold. Kultur er meget smitsom, og homo sapiens er meget lærenem. Ihvertfald meget bedre end vi er til at erkende vores individuelle begrænsninger

Det moderne menneske har for vane at forveksle begreber. Tragedie forveksles med komedie. Ønsker forveksles med behov. Unik forveksles med sublim. Vi har skabt en fiktiv historie, som sætter individet over fællesskabet, og uden fællesskabet er homo sapiens kun en primat. I et konkurrencesamfund mister man tilliden til hinanden fordi alle er hinandens konkurrenter, og det affødder et præstationssamfund, hvor instutionerne langsomt smuldrer. Enhver stats institutioner er en investering i en fælles fiktiv historie, og hvis alle investerer mere i primaten end fællesskabet, så ender det hele selvfølgelig i monkeybusiness.

Alle ande primater tror ikke på fiktive historier. Primater bor og lever altid i nepotistiske klaner, hvor de ikke samarbejder med dem, som de ikke har tillid til. Tillid mellem primater synes at være en mangelvare, altså hvis opgaven lyder at samarbejde. Den neurovidenskabelige forsker Robert Sapolsky har igennem en periode på over 30 år besøgt naturparken Serengetti i Kenya, hvor han har studeret bavianer. Konklusionen er simpel. Bavianer bruger ca tre timer om dagen på at samle kalorier nok til at virke, som en bavian nu engang virker. Den sover i ca 12 timer, hvilket giver en bavian hele ni timer om dagen til at pisse hinanden af, hvilket de så gør. Hvis du som læser dette, synes, at dine medmennesker derude bliver mere og mere skøre, så er det fordi vi er primater, som bavianer. Spørger man i dag om hvorfor man gjorde, som man gjorde, lyder svaret ofte “Fordi jeg kan”, hvilket med garanti også ville være svaret, hvis du spurgte en bavian, og vi kunne forstå dens sprog. Monkey sees, Monkey wants.

Det guddommelige kollektiv

Vi har ikke brug for klokken om vi er alene, for der er ingen at aftale tider med. Vi har heller ikke brug for penge, om vi ikke har nogen at handle med. Vi har heller ikke brug for at tænke særlig meget om vi var helt alene. Når vi er alene holder alle de fiktive historier op med at give mening. Det er med demokratier, som det er med juleaftener. De er begge fiktive historier og de virker bedst om man er mere fokuseret på at give noget til festen, end hvor meget man kan udnytte fællesskabet til egne formål. At specialisere sig er at finpudse sine kundskaber. Homo sapiens blev forvist fra Edens Have fordi vi spiste af kundskabens træ, hvilket på jysk betyder, at vi hver især mister det forkromede overblik, og derfor agerer i blinde. Vi kan nemlig ikke se skovene for bare kundskabernes træer.

Liberalisen står for fald fordi den har fejlagtig har ledt efter det guddommelige i det individuelle, og ikke i det mellemmenneskelige. To hoveder tænker måske bedre end ét, men 7.6 milliarder mennesker tænker umådelig meget bedre end en enkelt klan. Ingen tænker stort alene. 

Det Anti-Demokratiske Valg

Den 5. juni, Grundlovsdag, skal vi til folketingsvalg. Vi skal stemme om hvordan vi ønsker at indrette vores samfund, så Danmark og danskerne velstand kan bestå. Ved dette folketingsvalg skal vi tage stilling til pensionsalderen, flygtninge- og immigranter og klimaændringerne, og alle politikerne har iklædt sig tal og statistikker, der skal understøtte deres valgløfter til befolkningen. Alligevel synes folketingsvalget 2019 vigtigere end noget andet folketingsvalg siden vi indførte demokratiet i 1849. I Danmark står vi med præcis de samme udfordringer, som vi ser overalt, i den vestlige verden; nemlig konsekvenserne af den globale kapialistisk liberalistske demokratiske variant.

Det 20. århundrede var domineret af tre politiske retninger. Liberalismen, kommunismen og fascismen, og i Europa uddøde fascismen med den spanske diktator, Franco i 1975, og da Sovjetunionen kollapsede i 1991 stod liberalismen alene tilbage, og Margareth Thatcher fik ret. Der var ikke noget alternativ til den kapitalistiske liberalisme, og det har det ikke været siden. Med kommunismens endelige fik den kapitalistiske liberalistiske samfunds- og økonomimodel hele verden, som legeplads. Missionen var, at man med den frie konkurrence, kunne løfte hele verden ud af fattigdom, og skabe global velstand for alle. Den Amerikanske Drøm blev den globale drøm, hvor alle kunne arbejde sig til et lykkeligere liv.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman starter sin anmelderroste bog “Utopia for realister”, at “omtrent 99% af verdenshistorien har mennesket været fattigt, sultent, snavset, bange, dumt og grimt”, men også at menneskeheden de sidste 200 år har gjort store fremskridt og bedrifter. I 1820 levede 84% af jordens befolkning i yderste fattigdom. Dette tal var faldet til 44% i 1990, og nu i dag, godt 30 år senere, er det kun 10% (810 millioner) af klodens befolkning, som er fattige, snavsede, sultne, bange, dumme og grimme. Verdensøkonomien er 250 gange større i dag end den var lige inden startskudet lød for den industielle revolution, og fra Fredsforskningsinstitutetet i Oslo, som kan samtidig berette, at antallet af krigsskader på globalt plan er styrtdykket siden 1946 med hele 90%. Vi har historisk aldrig været rigere, men ikke nok med det. Vi kan blære os med, at vi også lever i historiens fredeligste tid. Den kapitalistiske liberale verdensorden vil gerne tage æren for dette historiske hop i den globale velstand, men faktum er, at det kommunistiske Kina på blot 20 år har løftet 1.2 milliader mennesker ud af den yderligste fattigdom. Det største økonomiske boom i menneskehedens historie er ikke kapitalistisk, men derimod kommunistisk, og det skete lige for næsen af os alle sammen. Faktum er også, at den er første gang siden 1939, at et fascistisk parti stiller op til et folketingsvalg i Danmark. Af dette kan vi lære, at fascismen nok ikke var så uddød, som vi gik og troede. Vi kan også lære, at kommunismen på rekordfart kan løfte milliarder ud af fattigdom.

Den kapitalistiske liberalistiske samfundsmodel har dog gjort nationerne mere velhavende end nogensinde før. I Danmark er vi rigere end nogensinde før, altså hvis vi kigger på bruttonationalproduktet, men ude i den virkelige verden er der nogen der påstår, at der er 200.000 fattige i Danmark. Vi er blevet bedt om at forbruge, så vi kunne holde hjulene i samfundet igang, og da vi løb tør for penge, var det pludselig vores egen skyld. Dem som tager vores arbejde, kalder sig arbejdsgivere, men dem der giver sin arbejdskraft, kaldes arbejdstagere. Op igennem det 20 århundrede faldt den ugentlige arbejdstid gradvist i to perioder. Fra 1900 til 1919 faldt den fra hele 60,4 timer om ugen til 48 timer om ugen. Fra år 1958 til 1990 faldt den ugentlige arbejdstid fra 48 til 37 timer, og der er den endnu, hele 29 år siden sidste nedjustering af arbejdstid. Jeg nævner dette fordi, at I 1930 gik den berømte økonom John Maynard Keynes på talerstolen, og fortalte, at i år 2020 ville folk kun arbejde i ca 15 timer om ugen. Det teknologiske fremskridt ville have gjort det muligt for mennesker, at holde fri fra arbejde, og langt de fleste ville være beskæftiget i psykologien, hvor de beskæftigede sig med at kurere kedsomhed. At mange er beskæftiget i psykologien i dag er ingen hemmelighed, men de kurerer ikke kedsomhed. Vi kom heller ikke ned på de 15 timer, om end nutidens høje teknologiske niveau ville været kommet bag på Keynes. Af dette kan vi lære, at den kapitalistiske liberalisme ikke indfriede sine løfter.

I dag kan vi så lægge megen pendler tid til vores arbejdstid, samt interessetimer, netværksarbejde osv., så vi i virkeligheden er beskæftiget med vores arbejde langt mere end de i skemaet fastsatte 37 timer. Sideløbende har pensionsalderen fået et nøk opad, så vi nu skal være lidt længere tid på arbejdsmarkedet, været omstillingsparate og ansvarlige for egen læring. Vi kan se på bruttonationalproduktet at det går fremragende, og at Danmark er rigere end nogensinde før, men også at 200.000 er fattige og 350.000 er ramt af stress, hvilket for andres vedkommende bare er noget klynkeri. I 30 år har det offentlige råbekor sunget klagesange, og de er blevet mødt med “sådan er virkeligheden”; altså den virkelighed hvor 22.000 borgere i Odder Kommune ikke kan samle 136.000 kr. til kystsikring pga offentlige besparelser, imens der samtidig cirkulerer 1500 milliarder kroner igennem en privat dansk virksomhed uden om skattesystemet, og hvor de rigeste pludselig og pudsigt nok blev meget rigere end gennemsnittet. Demokratiet har svigtet borgerne i fordelingen af ressourcerne i Danmark, hvor de fleste knokler mere og mere uden at opleve forbedringer, for at nogle andre kan blive rigere, endda meget, meget rigere. Den kapitalistiske liberalisme har længe forsøgt at bevise sin værdi ved, at hvis de rigeste blev rigere, så ville alle i samfundet blive rigere, fordi de rigeste ville skabe mange nye arbejdspladser. Dette skete bare i vireligheden ikke. Ihvertfald ikke med den samme hast, som arbejdspladser blev nedlagt pga teknologiske opfindelser, som fx robotter i industrien og computere i administrationen, regnskab og kommunkation samt internettets overtagelse af handlen; alle små revolutioner i den klassiske arbejdsgiver/arbejdstager model, som gradvist har overflødiggjort en befolkning. Det liberale demokrati er bl.a. blevet brugt til at gøre folk ubrugelige.

En kendt parole lyder, at vi er alle sammen produkter af vores tid, men hvis de er rigtigt, så er vi alle, altså alle du og jeg, som bor her i Danmark på samme tid, lidt som Rasmus Paludan. Han går såvidt jeg kan se klædt, som de fleste andre og han taler dansk, som vi jo gør her, og han handler sikkert ind de samme steder som os andre og gik i den samme skole. Alligevel synes der at være en bred enighed om, at Rasmus Paludan ikke er som os. Der synes alt andet lige, at der er konsensus for, at vi, på den ene eller den anden måde, er mere rigtige end Rasmus Paludan.

Det er muligt, at vi kunne ønske Rasmus Paludan hen hvor peberet gror, men det er et faktum, at han ikke med sin optræden, overtræder dansk lovgivning, og på den konto er han præcis lige så rigtig, som alle os der også holder os inden for loven. Han kan med rette sige, at han har overholdt loven, og at der ikke er noget at komme efter, hvilket også er den samme argumentation, som Danske Bank har brugt i sagen om hvidvask for 1500 milliarder kroner, og da Bjarne Riis hårdnakket vedholdt sin uskyld i spørgsmålet om brugen af EPO, på argumentet om, “at han aldrig var blevet testet positiv”, altså ikke opdaget af lovens håndhævere. Når loven har talt, så må etikken tie, for selvfølgelig var Bjarne Riis skyldig, ligesom Danske Bank (og hele den finansielle sektor med deres advokatbistand) selvfølgelig er medskyldige i den hastigt voksende økonomiske ulighed, som vi ser i verden i dag, og Rasmus Paludan bruger ytringsfriheden til at sige ting, som mange andre vil betragte som blasfemiske; altså bespottende en fiktiv historie.

Ytringsfriheden er en fiktiv historie, som ikke har en objektiv virkelighed. Bjerge, floder, træer, heste, chimpanser er objektiver i  virkeligheden, og de ville fortsætte med at objektiver på kloden om alle mennesker pludselig forsvandt i morgen. Ytringsfriheden ville fordufte med menneskeheden, og det ville den, fordi den kun eksisterer i vores tanker, ligesom fx guder, onsdage, demokratier og klokken 16:45. Fiktive historier er hverken sande eller falske. De er fiktive, og de virker kun om vi alle tror på dem, som fx højre vigepligt.

De fiktive historier er værktøjer der skal samle folk i store grupper. De er homo sapiens mest sofistikerede megavåben, fordi disse fantasier gør os til klodens supermagt. Vi er den eneste art på kloden, som kan arbejde og tænke sammen i store grupper, hvilket bedst visualiseres ved et tankeeksperiment. Forestil dig at holde orden på 40.000 chimpanser i Parken i København? Umuligt? Helt sikkert, og det er fordi chimpanser ikke kan arbejde sammen i større grupper, end flokke på max 150 individer, fordi chimpanser kun kan have personlige relationer max 150 individer, og oftest i mindre grupper, eller klaner om man vil. Præcis lige som homo sapiens, men vi kan med disse fiktive historier arbejde fleksibelt sammen i gigantiske grupper og fx bygge Den Kinesiske Mur, og sende en rumsonde på en 12.9 milliarder kilometer rejse i rummet. 40.000 chimpanser i Parken ender i monkeybusiness. 40.000 mennesker i Parken er, som oftest, et sofiskeret netværk af sociale relationer. De fiktive historier er værktøjer til at skabe disse netværk af sociale relationer, og idéen Danmark er bl.a bygget med værktøjet ytringsfriheden.

Værktøjer har ingen følelser, og de samme værktøjer er blevet brugt til, at skabe både den amerikanske kapitalistiske liberalistiske republik, den sovjetiske kommunisme, det nazistiske Tyskland og gode gamle Danmark. Vi har alle sammen haft det samme teknologiske niveau, som fx skrivemaskiner, radio-stationer, biler, kranvogne, hydraulic etc. til vores rådighed, men vi har brugt dem væsentlig forskelligt i bestræbelserne på, at skabe rammerne for de store grupper, som nationer er. Værktøjer har ingen følelser og har ingen mening om hvordan man bruger dem. På en skrivemaskine kan man skrive både kærlighedsbreve og dødstrusler, og vi er bekymrede for hvilken samfundsmodel der kan komme ud af den måde, som Rasmus Paludan bruger ytringsfriheden på. Ytringsfriheden er ikke selvmodsigende, for den kan intet sige, og vi bestemmer selv hvordan den skal se ud. Ytringsfriheden kan sagtens betyde, at dem, der betror sig til den islamiske tro, ikke har ytringsfrihed, som man også engang havde et demokrati, hvor kvinder og tyende ikke har stemmeret. Ytringsfriheden er ligeglad med hvordan vi bruger den, men den er også ligeglad med hvad den indeholder. Med ytringsfriheden kan man være fortaler for et teokratisk diktatur og bestemme at alle skal have høje karrygule hatte på hver onsdag og have fået mindst 15 ansigtsbehandlinger, et pascifistisk økologisk højteknologisk oligarki eller for den sags skyld, en republik og sende kongehuset på museum. Ytringsfriheden kender ingen grænser, for den findes kun i fantasien, og fantasien har kun klodens samlede antal af hoveder til at tænke dem i, som grænse.

Hele sagen om Rasmus Paludan har fået mange danskere til, at tænke over hvad et demokrati i det hele taget er for en størrelse. Faktum er, at demokratier kan se ud på mange forskellige måder. Der er over 100 nationer i verden i dag, som påstår, at de er demokratier, men ingen af de respektive nationers grundlove er ens eller kopier af hinanden. Selv Nordkorea kalder sig officielt for “Den Demokratiske Republik Korea”. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på indholdet af begrebet demokrati, men jeg ved, at demokratiet, som ytringsfriheden, ikke har en objektiv virkelighed. Demokratiet er en fantasi, og fantasier har størst gennemslagskraft når der er flere som tror på dem, som fx højre vigepligt eller juleaften. Juleaften er bare ikke helt det samme når man sidder alene, og vi priser os lykkelige for, at lastbilschauffører faktisk tjekker deres højre sidespejle inden de svinger til højre. Demokratiet virker også kun hvis vi tror på det, og hvis det skulle knibe for nogle læsere, at sluge ordet tro, så prøv at læse hele dette indlæg hvor du skifter ordet “tro” ud med “investering”.

Apropos investeringer. I Føtex kan man ofte købe en Othellolagkage for 30 kr. i en eller anden anledning, og der bliver langet en hel del Othellelolagkager over skranken, men tillad mig at være kræsen: Den er heller ikke mere end 30 kr. værd. Der er simpelthen ikke kredset om detaljerne ved kagen, som man selvfølgelig skal, om man vil have en rigtig Othellolagkage. Pointen er, at hvis man tror at man får en super lækker Othellelolagkage for 30 kr, så skal man ikke blive skuffet over at få en kage, som er ikke er mere end 30 kr. værd. Man får så at sige hvad man hvad man betaler for. Lige så med demokratiet. Demokratiet er ikke mere værd end den indsats vi investerer i det, og i vores land betyder det, at vi mindst én gang hver fjerde år skal lette os fra vores selvrealiseringsprojekter, og liste os ned for at sætte et kryds på et stykke papir. Og så er vores demokratiske arbejde overstået. Vores investering i demokratiet var et kryds på et stykke papir. Rasmus Paludan er en først og fremmest en påmindelse om, at vores demokrati på ingen måde smager, som vi kan forestille os, at et rigtigt demokrati skal smage, og at det på ingen måde har sikret sin eviggyldighed i kraft af vores kryds hver fjerde år.

Guder, i både en- og flertal, er også fiktive historier, og disse guder kan guide befolkninger, så længe folk tror på dem, men mister man troen på guderne, så mister guderne deres autoritet, som guides. Således også demokratiet. Hvis folket mister deres tro på demokratiet, så forsvinder demokratiet også. Eller på jysk; hvis éns guide hele tiden vildleder dig, så finder man bare en anden guide, og det danske demokrati har ikke indfriet sine løfter til mange af landets borgere.

Vi kender det som begrebet “løftebrud”, som gang, på gang, på gang er blevet nævnt i forbindelse med dansk politik og danske politikere. I befolkningen har der også været en generel utilfredshed med den førte politik og dens rorgængere efter devisen”at det er ligegyldigt hvem vi stemmer på, for det ender altid med det samme”, som siden Kartoffelkuren i starten af 1980’erne har betydet forringelser af de offentlige sektorer. Vi tror heller ikke rigtig længere på, at SKAT kan løfte de tiltænkte opgaver, og personalet på vores skoler, vores ældrepleje, vores kommuner, vores sygehuse beretter om hvor umuligt det i mange tilfælde er, at kunne udføre deres arbejde efter bedste faglig formåen. Vores institutioner krakelerer indefra, og det gør de fordi vi investerer mindre og mindre i dem; vi tror mindre og mindre på at de kan udføre deres tiltænkte opgaver.

Af uranselige grunde har vi så valgt at slanke disse institutioner økonomisk og mandskabsmæssigt, så de efter sigende skulle blive mere konkurrencedygtige efter ballonskipperdevisen “al dødvægt over borde”. Men havde man været holdejer for et Formel 1 Team, så ville man nok ikke komme til at slås med om podiepladserne om man sparrede på investeringerne hver gang der kom lidt modgang, og man ville hurtigt miste sin plads i startfeltet. Opgraderinger koster, men det går nedjusteringer også. Det er sjældent heldigt at nedjustere mennesker til ubrugelig dødvægt. Altså med mindre man så kan fortælle en overbevisenede historie til de ubrugelige om, at der findes en anden minoritet i samfundet, som er lidt mere ubrugelige og lidt tungere dødvægt end de selv har fået at vide, at de var, og det kan Rasmus Paludan. At partiet STRAM Kurs ser dagens lys efter at regeringen, med støtte fra her og der, har indført 112 STRAMninger, synes næsten men også kun næsten, som en logisk følge.

Den kapitalistiske liberalistiske samfundsmodel gav ikke folket den lighed, den frihed og det broderskab, som den lovede. Istedet transformerede den sig til en variant af et feudalt aristokratisk, hvor en lille elite sidder på størstedelen af jordens samlede mængde af raionerngsmærker. 65 mennesker ejer 50% af jordens samlede værdier, hvilket på ingen måde minder om frihed, lighed og broderskab. Den manglende lighed mellem mennesker er åbenlys. Broderskabet forsvandt da vi fik at vide, at vi skulle være os selv nærmest, “vores egen lykkes smed” og “at vi skal være noget for os selv før vi kan være noget for andre”, hvilket vi kun kan opnå igennem et forbrug, som hverken kloden selv, samt mindst 50% af klodens befolkning ikke har råd til. Vi er i dag overvåget helt ind i privatlivets sfære, og friheden er reduceret til et valg mellem hvilken arbejdsvariant man vil vælge for, at de rigeste kan blive endnu rigere, og for at man som individ kan holde sin individuelle røv fri af definitionen ubrugelig.

Vi har brugt de sidste 40 år, måske endda endnu længere, på at værne om os selv, have ansvar for både eget liv og egen læring. Vi hældte spandevis af verbal gylle ud over dem, som ikke kunne løbe så hurtigt, som de hurtigste og bedt dem holde op med at klynke og stramme sig an. Det gjorde de så, og pludselig klynker hele bredspektret af intellektuelle over, at det fællesskab, som de alligevel sked højt og flot på i jagten på deres egen karriere, kun kan virke, hvis alle tror på det. Hvis de nu skal have lov til at beholde deres demokrati, så har de pludselig brug for alle dem, som de igennem de sidste 40 år har kaldt dumme, uduelige og dovne. Og til alle jer der overlevede de mange fyringsrunder i landets mange virksomheder; ja, I støttede ikke op om jeres kollegaer da de blev fyret. I mødte troeligt op på arbejde i frygten for, at I var de næste der skulle fyres i bestræbelserne på at gøre aktionærerne bare en lille smule gladere på den korte bane. I solgte alle sammen fællesskabet til fordel for jeres egen plads på et arbejdsmarked, som er en illusion fra fortiden. I fremtiden skal vi ikke finde arbejde til alle, men istedet deles om det arbejde der er. Da vi valgte at sætte Gud fra magten, erstattede vi det med en anden fiktiv historie; demokratiet, og demokrati betyder “folkestyre”, ikke “egokrati”. Det er med demokratiet, som det er med Gud. Hvis man spytter på Gud, så spytter Gud igen. Hvis man ikke investerer i demokratiet, holder det op med at virke. Det er ikke Rasmus Paludan som får demokratiet til at vakle. Det er os, og det er fordi vi lever i en illusion om, at vi skal være os selv nærmest, være noget for os selv inden vi kan være noget for næsten. Homo sapiens er ikke altid så sapiens som den selv går rundt og tror.

Nogen skal have troet på dig før du kan tro på dig selv.