Homo Civic Mundi

Det kræver en landsby at opdrage et barn til at leve i en landsby. Det kræver en nation for at opdrage et barn til at blive borger i en nation. Det kræver en verden at opdrage et barn til at blive et barn af verden.

Privatisering af opdragelsen

Vi er ofte hurtige til at dømme forældre, hvis børn ikke kan finde ud af, at opføre sig ordentligt. Hvis børnene ikke kan finde ud af at indordne sig efter reglerne, så er det forældrene, der ikke har levet op til sit ansvar som opdrager. I dag lægges der mere og mere ansvar over på individet, både i opdragelsen, men også fx for egen læring og omstillingsparathed. Mindre stat, mere individuelt ansvar, og dette gælder også opdragelsen. Sådan ser hverdagen ud for samtlige borgere i et konkurrencesamfund, hvor statens indflydelse skal indskrænkes til det minimale.

Vi har bevæget os væk fra devisen om, at det kræver en landsby at opdrage et barn. Vi har slanket modellen, som vi har slanket vores institutioner, så det er i dag er familien som står med det ansvar for opdragelsen. Hvis man som forælder selv står for ansvaret som opdragelsen, så bliver det vanskeligere at afgive sin autoritet væk til fx vuggestuen, børnehaven, skolen eller til en træner i en klub eller organisation. I dag er tilskuerpladserne til ungernes træning besat af forældre, som ud over at give velmenende råd, også er nærværende nok til at skride ind og tage ansvar om nødvendigt. Vi har mistet vores tillid til landsbyen som opdrager. Istedet er opdragelsen blevet privatiseret.

Fædrelandskærlighed er statens ansvar

Før den industrille revolution for alvor satte ind levede størstedelen af klodens befolkning på landet i mindre landsbyer. Før kom mange mennesker sjældent uden for kommunegrænsen, og man kendte de fleste i lokalsamfundet personligt. Børnene var en del af disse små landbrugssamfund. De hjalp til i produktionen og hjalp til i hjemmet med praktiske opgaver. Sådan havde danskerne levet i århundreder inden Christian IV besluttede, at Danmark skulle være en nation, og have en skole, som kunne uddanne og retline befolkningen til at være troende lutherske-ortodokse og villige soldater for kongen, kirken og fædrelandet. Danmark har muligvis været et kongerige siden Gorm den Gamle, men det var først på bagsmækken af reformationen, den humanistiske etiske revolution og med indførelsen af opgraderingen af skoleloven i 1604, at Danmark blev en nation. En sådan politik krævede en stærk kirke og en stærk stat for at kunne håndhæve loven. Fædrelandskærlighed kan ikke indlæres i en landsby. Fædrelandskærlighed er det statslige samfunds ansvar, og det statslige samfund er os alle sammen. Det kræver en nation at opdrage et barn til at blive borger i en nation, og instrumenterne er en stats institutioner, som fx et skolevæsen, et sundhedsvæsen, et skattevæsen, et politi, et retsvæsen, public relation etc.

Homo civic mundi

I dag er vi verdensborgere på både godt og ondt. Det er vi også om vi så bor i en lille landsby på kanten af den jyske højderyg. Vi bombarderes med indtryk fra hele verden, stort set hele tiden. Internettet har åbnet for en mulighed for vidensdeling uden sammenligning i biologiens 3.8 milliarder år lange historie. Eric Schmidt, tidligere CEO hos Google sagde allerede i 2010, at “vi i dag skaber lige så meget information på 2 dage, som vi skabte fra menneskets oprindelse og frem til år 2003”. Al denne viden og alle disse indput går vi rundt med i vores mobile telefoner, gemt i lommer eller tasker syet i Bangladesh og drikker kaffe fra Colombia eller Ethiopien. Vi er ikke længere homo sapiens. Vi er homo civic mundi. Verdensmennesket.

Samtidig er vi er underlagt globale fænomener som riskoerne for radioaktive udslip, epidemier af fjerkræsygdomme, økonomiske kollaps, forurening og kriminalitet. Alle fænomener, som det enkelte indvid på ingen måde har nogen indflydelse på, og som det ville være absurd at påstå, at vi selv skal kunne tage ansvaret for. Præcis det samme er gældende for opdragelsen af vores børn. Mennesker har alle dage kopieret andre mennesker for at lære, at begå sig i verden, og denne egenskab deler vi ifølge professor i adfærdspsykologi evolutionær biology Kevin N. Laland, med en lang række andre væsner på kloden, fra chimpanser til hundestejler. En fugl letter hvis den registrerer noget, som kunne være en fare, og de andre fugle reagerer på dette. Ligeldes handler stimer af sild, flokke af zebraer og gnuer, chimpanser og homo sapiens, ja, selv træerne advarer hinanden gennem deres rodnet.

Med internettet åbnede homo sapiens op for et globalt informationsdelingsnetværk, hvilket betyder, at vi i dag formes af verden, og ikke kun af af de mennesker, som vi kender personligt i landsbyen. Vi voksne burde også være bange, og synge lange, bange sange, hvilket vi også gør. Der er så meget vi bør passe på, og det skal vores informationsnetværk nok minde os om. Advarsler rejser også i dette netværk, og vi bliver dagligt mindet om, at vi er omgivet af biologiens uden sammenligning mest invasive og destruktive art; homo sapiens.

Opdragelse er noget vi deler

Homo sapiens har alle dage være et flokdyr. Den politiske filosofi har siden den vidensabelige revolution stillet skarpt på det individuelle menneskes betingelser inden det vælger at gå fra en naturtilstand, hvor mennesket er alene, og ind i en samfundsorden. Homo sapiens har aldrig haft dette valg. Vi er alle sammen født ind i samfund, og disse samfund påvirker individets udvikling, fordi vi er biologiske dyr. Et menneske født i Jylland i år 790 voksede op, blev opdraget lokal og blev til en viking, og ikke en aboriginal, men det moderne menneske født i København eller New York kan sagtens finde på at tage på en walk-about i den australske bush eller blive buddistisk munk i Tibet.

Globaliseringen betyder, at vi ikke længere kun er under indflydelse af landsbyen, men af hele verden. Opdragelse og dannelse har alle dage været noget vi deler, om vi så kun får indput af de lokale eller fra hele verden. Hvis vi vil have tingene til at fungere i en landsby, så er det vigtigt, at alle landsbyens individer har et fælles regelsæt for hvordan man effiktivt gebærder sig. Dette princip fungerer også på globalt plan, og derfor er det moderne menneske stillet overfor en fuldstændig umulig opgave; nemlig at have eneansvaret for vores børns opdragelse. Det moderne samfund forventer af forældre, hvad ingen forældre kan overkomme.

Vi overkommer først dette paradoks, som kaster så mange anomalier i form af personlige tragedier af sig, når vi som art får skrevet en historie, som vi alle kan se os selv, som aktive medspillere i. Vi skal opgradere homo sapiens til homo civic mundi. Nogen skal have troet på os, før vi kan tro på os selv.