Det Anti-Demokratiske Valg

Den 5. juni, Grundlovsdag, skal vi til folketingsvalg. Vi skal stemme om hvordan vi ønsker at indrette vores samfund, så Danmark og danskerne velstand kan bestå. Ved dette folketingsvalg skal vi tage stilling til pensionsalderen, flygtninge- og immigranter og klimaændringerne, og alle politikerne har iklædt sig tal og statistikker, der skal understøtte deres valgløfter til befolkningen. Alligevel synes folketingsvalget 2019 vigtigere end noget andet folketingsvalg siden vi indførte demokratiet i 1849. I Danmark står vi med præcis de samme udfordringer, som vi ser overalt, i den vestlige verden; nemlig konsekvenserne af den globale kapialistisk liberalistske demokratiske variant.

Det 20. århundrede var domineret af tre politiske retninger. Liberalismen, kommunismen og fascismen, og i Europa uddøde fascismen med den spanske diktator, Franco i 1975, og da Sovjetunionen kollapsede i 1991 stod liberalismen alene tilbage, og Margareth Thatcher fik ret. Der var ikke noget alternativ til den kapitalistiske liberalisme, og det har det ikke været siden. Med kommunismens endelige fik den kapitalistiske liberalistiske samfunds- og økonomimodel hele verden, som legeplads. Missionen var, at man med den frie konkurrence, kunne løfte hele verden ud af fattigdom, og skabe global velstand for alle. Den Amerikanske Drøm blev den globale drøm, hvor alle kunne arbejde sig til et lykkeligere liv.

Den hollandske historiker, Rutger Bregman starter sin anmelderroste bog “Utopia for realister”, at “omtrent 99% af verdenshistorien har mennesket været fattigt, sultent, snavset, bange, dumt og grimt”, men også at menneskeheden de sidste 200 år har gjort store fremskridt og bedrifter. I 1820 levede 84% af jordens befolkning i yderste fattigdom. Dette tal var faldet til 44% i 1990, og nu i dag, godt 30 år senere, er det kun 10% (810 millioner) af klodens befolkning, som er fattige, snavsede, sultne, bange, dumme og grimme. Verdensøkonomien er 250 gange større i dag end den var lige inden startskudet lød for den industielle revolution, og fra Fredsforskningsinstitutetet i Oslo, som kan samtidig berette, at antallet af krigsskader på globalt plan er styrtdykket siden 1946 med hele 90%. Vi har historisk aldrig været rigere, men ikke nok med det. Vi kan blære os med, at vi også lever i historiens fredeligste tid. Den kapitalistiske liberale verdensorden vil gerne tage æren for dette historiske hop i den globale velstand, men faktum er, at det kommunistiske Kina på blot 20 år har løftet 1.2 milliader mennesker ud af den yderligste fattigdom. Det største økonomiske boom i menneskehedens historie er ikke kapitalistisk, men derimod kommunistisk, og det skete lige for næsen af os alle sammen. Faktum er også, at den er første gang siden 1939, at et fascistisk parti stiller op til et folketingsvalg i Danmark. Af dette kan vi lære, at fascismen nok ikke var så uddød, som vi gik og troede. Vi kan også lære, at kommunismen på rekordfart kan løfte milliarder ud af fattigdom.

Den kapitalistiske liberalistiske samfundsmodel har dog gjort nationerne mere velhavende end nogensinde før. I Danmark er vi rigere end nogensinde før, altså hvis vi kigger på bruttonationalproduktet, men ude i den virkelige verden er der nogen der påstår, at der er 200.000 fattige i Danmark. Vi er blevet bedt om at forbruge, så vi kunne holde hjulene i samfundet igang, og da vi løb tør for penge, var det pludselig vores egen skyld. Dem som tager vores arbejde, kalder sig arbejdsgivere, men dem der giver sin arbejdskraft, kaldes arbejdstagere. Op igennem det 20 århundrede faldt den ugentlige arbejdstid gradvist i to perioder. Fra 1900 til 1919 faldt den fra hele 60,4 timer om ugen til 48 timer om ugen. Fra år 1958 til 1990 faldt den ugentlige arbejdstid fra 48 til 37 timer, og der er den endnu, hele 29 år siden sidste nedjustering af arbejdstid. Jeg nævner dette fordi, at I 1930 gik den berømte økonom John Maynard Keynes på talerstolen, og fortalte, at i år 2020 ville folk kun arbejde i ca 15 timer om ugen. Det teknologiske fremskridt ville have gjort det muligt for mennesker, at holde fri fra arbejde, og langt de fleste ville være beskæftiget i psykologien, hvor de beskæftigede sig med at kurere kedsomhed. At mange er beskæftiget i psykologien i dag er ingen hemmelighed, men de kurerer ikke kedsomhed. Vi kom heller ikke ned på de 15 timer, om end nutidens høje teknologiske niveau ville været kommet bag på Keynes. Af dette kan vi lære, at den kapitalistiske liberalisme ikke indfriede sine løfter.

I dag kan vi så lægge megen pendler tid til vores arbejdstid, samt interessetimer, netværksarbejde osv., så vi i virkeligheden er beskæftiget med vores arbejde langt mere end de i skemaet fastsatte 37 timer. Sideløbende har pensionsalderen fået et nøk opad, så vi nu skal være lidt længere tid på arbejdsmarkedet, været omstillingsparate og ansvarlige for egen læring. Vi kan se på bruttonationalproduktet at det går fremragende, og at Danmark er rigere end nogensinde før, men også at 200.000 er fattige og 350.000 er ramt af stress, hvilket for andres vedkommende bare er noget klynkeri. I 30 år har det offentlige råbekor sunget klagesange, og de er blevet mødt med “sådan er virkeligheden”; altså den virkelighed hvor 22.000 borgere i Odder Kommune ikke kan samle 136.000 kr. til kystsikring pga offentlige besparelser, imens der samtidig cirkulerer 1500 milliarder kroner igennem en privat dansk virksomhed uden om skattesystemet, og hvor de rigeste pludselig og pudsigt nok blev meget rigere end gennemsnittet. Demokratiet har svigtet borgerne i fordelingen af ressourcerne i Danmark, hvor de fleste knokler mere og mere uden at opleve forbedringer, for at nogle andre kan blive rigere, endda meget, meget rigere. Den kapitalistiske liberalisme har længe forsøgt at bevise sin værdi ved, at hvis de rigeste blev rigere, så ville alle i samfundet blive rigere, fordi de rigeste ville skabe mange nye arbejdspladser. Dette skete bare i vireligheden ikke. Ihvertfald ikke med den samme hast, som arbejdspladser blev nedlagt pga teknologiske opfindelser, som fx robotter i industrien og computere i administrationen, regnskab og kommunkation samt internettets overtagelse af handlen; alle små revolutioner i den klassiske arbejdsgiver/arbejdstager model, som gradvist har overflødiggjort en befolkning. Det liberale demokrati er bl.a. blevet brugt til at gøre folk ubrugelige.

En kendt parole lyder, at vi er alle sammen produkter af vores tid, men hvis de er rigtigt, så er vi alle, altså alle du og jeg, som bor her i Danmark på samme tid, lidt som Rasmus Paludan. Han går såvidt jeg kan se klædt, som de fleste andre og han taler dansk, som vi jo gør her, og han handler sikkert ind de samme steder som os andre og gik i den samme skole. Alligevel synes der at være en bred enighed om, at Rasmus Paludan ikke er som os. Der synes alt andet lige, at der er konsensus for, at vi, på den ene eller den anden måde, er mere rigtige end Rasmus Paludan.

Det er muligt, at vi kunne ønske Rasmus Paludan hen hvor peberet gror, men det er et faktum, at han ikke med sin optræden, overtræder dansk lovgivning, og på den konto er han præcis lige så rigtig, som alle os der også holder os inden for loven. Han kan med rette sige, at han har overholdt loven, og at der ikke er noget at komme efter, hvilket også er den samme argumentation, som Danske Bank har brugt i sagen om hvidvask for 1500 milliarder kroner, og da Bjarne Riis hårdnakket vedholdt sin uskyld i spørgsmålet om brugen af EPO, på argumentet om, “at han aldrig var blevet testet positiv”, altså ikke opdaget af lovens håndhævere. Når loven har talt, så må etikken tie, for selvfølgelig var Bjarne Riis skyldig, ligesom Danske Bank (og hele den finansielle sektor med deres advokatbistand) selvfølgelig er medskyldige i den hastigt voksende økonomiske ulighed, som vi ser i verden i dag, og Rasmus Paludan bruger ytringsfriheden til at sige ting, som mange andre vil betragte som blasfemiske; altså bespottende en fiktiv historie.

Ytringsfriheden er en fiktiv historie, som ikke har en objektiv virkelighed. Bjerge, floder, træer, heste, chimpanser er objektiver i  virkeligheden, og de ville fortsætte med at objektiver på kloden om alle mennesker pludselig forsvandt i morgen. Ytringsfriheden ville fordufte med menneskeheden, og det ville den, fordi den kun eksisterer i vores tanker, ligesom fx guder, onsdage, demokratier og klokken 16:45. Fiktive historier er hverken sande eller falske. De er fiktive, og de virker kun om vi alle tror på dem, som fx højre vigepligt.

De fiktive historier er værktøjer der skal samle folk i store grupper. De er homo sapiens mest sofistikerede megavåben, fordi disse fantasier gør os til klodens supermagt. Vi er den eneste art på kloden, som kan arbejde og tænke sammen i store grupper, hvilket bedst visualiseres ved et tankeeksperiment. Forestil dig at holde orden på 40.000 chimpanser i Parken i København? Umuligt? Helt sikkert, og det er fordi chimpanser ikke kan arbejde sammen i større grupper, end flokke på max 150 individer, fordi chimpanser kun kan have personlige relationer max 150 individer, og oftest i mindre grupper, eller klaner om man vil. Præcis lige som homo sapiens, men vi kan med disse fiktive historier arbejde fleksibelt sammen i gigantiske grupper og fx bygge Den Kinesiske Mur, og sende en rumsonde på en 12.9 milliarder kilometer rejse i rummet. 40.000 chimpanser i Parken ender i monkeybusiness. 40.000 mennesker i Parken er, som oftest, et sofiskeret netværk af sociale relationer. De fiktive historier er værktøjer til at skabe disse netværk af sociale relationer, og idéen Danmark er bl.a bygget med værktøjet ytringsfriheden.

Værktøjer har ingen følelser, og de samme værktøjer er blevet brugt til, at skabe både den amerikanske kapitalistiske liberalistiske republik, den sovjetiske kommunisme, det nazistiske Tyskland og gode gamle Danmark. Vi har alle sammen haft det samme teknologiske niveau, som fx skrivemaskiner, radio-stationer, biler, kranvogne, hydraulic etc. til vores rådighed, men vi har brugt dem væsentlig forskelligt i bestræbelserne på, at skabe rammerne for de store grupper, som nationer er. Værktøjer har ingen følelser og har ingen mening om hvordan man bruger dem. På en skrivemaskine kan man skrive både kærlighedsbreve og dødstrusler, og vi er bekymrede for hvilken samfundsmodel der kan komme ud af den måde, som Rasmus Paludan bruger ytringsfriheden på. Ytringsfriheden er ikke selvmodsigende, for den kan intet sige, og vi bestemmer selv hvordan den skal se ud. Ytringsfriheden kan sagtens betyde, at dem, der betror sig til den islamiske tro, ikke har ytringsfrihed, som man også engang havde et demokrati, hvor kvinder og tyende ikke har stemmeret. Ytringsfriheden er ligeglad med hvordan vi bruger den, men den er også ligeglad med hvad den indeholder. Med ytringsfriheden kan man være fortaler for et teokratisk diktatur og bestemme at alle skal have høje karrygule hatte på hver onsdag og have fået mindst 15 ansigtsbehandlinger, et pascifistisk økologisk højteknologisk oligarki eller for den sags skyld, en republik og sende kongehuset på museum. Ytringsfriheden kender ingen grænser, for den findes kun i fantasien, og fantasien har kun klodens samlede antal af hoveder til at tænke dem i, som grænse.

Hele sagen om Rasmus Paludan har fået mange danskere til, at tænke over hvad et demokrati i det hele taget er for en størrelse. Faktum er, at demokratier kan se ud på mange forskellige måder. Der er over 100 nationer i verden i dag, som påstår, at de er demokratier, men ingen af de respektive nationers grundlove er ens eller kopier af hinanden. Selv Nordkorea kalder sig officielt for “Den Demokratiske Republik Korea”. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på indholdet af begrebet demokrati, men jeg ved, at demokratiet, som ytringsfriheden, ikke har en objektiv virkelighed. Demokratiet er en fantasi, og fantasier har størst gennemslagskraft når der er flere som tror på dem, som fx højre vigepligt eller juleaften. Juleaften er bare ikke helt det samme når man sidder alene, og vi priser os lykkelige for, at lastbilschauffører faktisk tjekker deres højre sidespejle inden de svinger til højre. Demokratiet virker også kun hvis vi tror på det, og hvis det skulle knibe for nogle læsere, at sluge ordet tro, så prøv at læse hele dette indlæg hvor du skifter ordet “tro” ud med “investering”.

Apropos investeringer. I Føtex kan man ofte købe en Othellolagkage for 30 kr. i en eller anden anledning, og der bliver langet en hel del Othellelolagkager over skranken, men tillad mig at være kræsen: Den er heller ikke mere end 30 kr. værd. Der er simpelthen ikke kredset om detaljerne ved kagen, som man selvfølgelig skal, om man vil have en rigtig Othellolagkage. Pointen er, at hvis man tror at man får en super lækker Othellelolagkage for 30 kr, så skal man ikke blive skuffet over at få en kage, som er ikke er mere end 30 kr. værd. Man får så at sige hvad man hvad man betaler for. Lige så med demokratiet. Demokratiet er ikke mere værd end den indsats vi investerer i det, og i vores land betyder det, at vi mindst én gang hver fjerde år skal lette os fra vores selvrealiseringsprojekter, og liste os ned for at sætte et kryds på et stykke papir. Og så er vores demokratiske arbejde overstået. Vores investering i demokratiet var et kryds på et stykke papir. Rasmus Paludan er en først og fremmest en påmindelse om, at vores demokrati på ingen måde smager, som vi kan forestille os, at et rigtigt demokrati skal smage, og at det på ingen måde har sikret sin eviggyldighed i kraft af vores kryds hver fjerde år.

Guder, i både en- og flertal, er også fiktive historier, og disse guder kan guide befolkninger, så længe folk tror på dem, men mister man troen på guderne, så mister guderne deres autoritet, som guides. Således også demokratiet. Hvis folket mister deres tro på demokratiet, så forsvinder demokratiet også. Eller på jysk; hvis éns guide hele tiden vildleder dig, så finder man bare en anden guide, og det danske demokrati har ikke indfriet sine løfter til mange af landets borgere.

Vi kender det som begrebet “løftebrud”, som gang, på gang, på gang er blevet nævnt i forbindelse med dansk politik og danske politikere. I befolkningen har der også været en generel utilfredshed med den førte politik og dens rorgængere efter devisen”at det er ligegyldigt hvem vi stemmer på, for det ender altid med det samme”, som siden Kartoffelkuren i starten af 1980’erne har betydet forringelser af de offentlige sektorer. Vi tror heller ikke rigtig længere på, at SKAT kan løfte de tiltænkte opgaver, og personalet på vores skoler, vores ældrepleje, vores kommuner, vores sygehuse beretter om hvor umuligt det i mange tilfælde er, at kunne udføre deres arbejde efter bedste faglig formåen. Vores institutioner krakelerer indefra, og det gør de fordi vi investerer mindre og mindre i dem; vi tror mindre og mindre på at de kan udføre deres tiltænkte opgaver.

Af uranselige grunde har vi så valgt at slanke disse institutioner økonomisk og mandskabsmæssigt, så de efter sigende skulle blive mere konkurrencedygtige efter ballonskipperdevisen “al dødvægt over borde”. Men havde man været holdejer for et Formel 1 Team, så ville man nok ikke komme til at slås med om podiepladserne om man sparrede på investeringerne hver gang der kom lidt modgang, og man ville hurtigt miste sin plads i startfeltet. Opgraderinger koster, men det går nedjusteringer også. Det er sjældent heldigt at nedjustere mennesker til ubrugelig dødvægt. Altså med mindre man så kan fortælle en overbevisenede historie til de ubrugelige om, at der findes en anden minoritet i samfundet, som er lidt mere ubrugelige og lidt tungere dødvægt end de selv har fået at vide, at de var, og det kan Rasmus Paludan. At partiet STRAM Kurs ser dagens lys efter at regeringen, med støtte fra her og der, har indført 112 STRAMninger, synes næsten men også kun næsten, som en logisk følge.

Den kapitalistiske liberalistiske samfundsmodel gav ikke folket den lighed, den frihed og det broderskab, som den lovede. Istedet transformerede den sig til en variant af et feudalt aristokratisk, hvor en lille elite sidder på størstedelen af jordens samlede mængde af raionerngsmærker. 65 mennesker ejer 50% af jordens samlede værdier, hvilket på ingen måde minder om frihed, lighed og broderskab. Den manglende lighed mellem mennesker er åbenlys. Broderskabet forsvandt da vi fik at vide, at vi skulle være os selv nærmest, “vores egen lykkes smed” og “at vi skal være noget for os selv før vi kan være noget for andre”, hvilket vi kun kan opnå igennem et forbrug, som hverken kloden selv, samt mindst 50% af klodens befolkning ikke har råd til. Vi er i dag overvåget helt ind i privatlivets sfære, og friheden er reduceret til et valg mellem hvilken arbejdsvariant man vil vælge for, at de rigeste kan blive endnu rigere, og for at man som individ kan holde sin individuelle røv fri af definitionen ubrugelig.

Vi har brugt de sidste 40 år, måske endda endnu længere, på at værne om os selv, have ansvar for både eget liv og egen læring. Vi hældte spandevis af verbal gylle ud over dem, som ikke kunne løbe så hurtigt, som de hurtigste og bedt dem holde op med at klynke og stramme sig an. Det gjorde de så, og pludselig klynker hele bredspektret af intellektuelle over, at det fællesskab, som de alligevel sked højt og flot på i jagten på deres egen karriere, kun kan virke, hvis alle tror på det. Hvis de nu skal have lov til at beholde deres demokrati, så har de pludselig brug for alle dem, som de igennem de sidste 40 år har kaldt dumme, uduelige og dovne. Og til alle jer der overlevede de mange fyringsrunder i landets mange virksomheder; ja, I støttede ikke op om jeres kollegaer da de blev fyret. I mødte troeligt op på arbejde i frygten for, at I var de næste der skulle fyres i bestræbelserne på at gøre aktionærerne bare en lille smule gladere på den korte bane. I solgte alle sammen fællesskabet til fordel for jeres egen plads på et arbejdsmarked, som er en illusion fra fortiden. I fremtiden skal vi ikke finde arbejde til alle, men istedet deles om det arbejde der er. Da vi valgte at sætte Gud fra magten, erstattede vi det med en anden fiktiv historie; demokratiet, og demokrati betyder “folkestyre”, ikke “egokrati”. Det er med demokratiet, som det er med Gud. Hvis man spytter på Gud, så spytter Gud igen. Hvis man ikke investerer i demokratiet, holder det op med at virke. Det er ikke Rasmus Paludan som får demokratiet til at vakle. Det er os, og det er fordi vi lever i en illusion om, at vi skal være os selv nærmest, være noget for os selv inden vi kan være noget for næsten. Homo sapiens er ikke altid så sapiens som den selv går rundt og tror.

Nogen skal have troet på dig før du kan tro på dig selv.