For at forstå virkeligheden har vi brug for fantasien, og fantasier bliver næsten virkelige hvis vi tror på dem. Vi har brug for at revidere historien om Danmark, så den passer til den nye globale og teknologiske verden. Vi må alle forråde vores historier om Danmark om vi fortsat skal være spillere i det store evolutionære kapløb, men kun for at skrive en bedre historie om det Danmark, som langt de fleste af os, inkl undertegnede, elsker helt ind i hjertet.
Homo sapiens er troende
Så galt går det nok næppe før vores solsystem holder op med at være et solsystem, og livet skal såmænd nok fortsætte på jord, om vi så gør alt hvad vi kan for at ødelægge det hele. Jeg tror, at det er umuligt for os, at ødelægge biologisk liv. Den samlede mængde af bioligisk masse på kloden er konstant, men massen ændrer hele tiden form. Lige nu er klodens bioloigsike masse formet i fx 7.6 milliarder mennesker fordelt ud over hele kloden, et par fantasilioner myrer, samt en masse græs, bakterier, bogfinker etc etc etc, og af klodens samlede bestand af grise bor de 12.9 milloner af dem i Danmark. Hvis mennesker uddøde i morgen, så ville det biologiske liv fortsætte præcist, som det altid har gjort siden biologisk liv var at finde her på kloden for 3.8 milliarder år siden. Men Danmark ville holde op med at eksistere, for Danmark lever kun i vores fantasi, eller i vores hjerter, hvis de forbliver i fantasien længe nok. Hvis menneskeheden uddøde ville tiden fortsætte, men klokken ville aldrig blive 12, for tid er en objektiv virkelighed, hvorimod klokken 12 er en fiktiv historie, en fantasi, som vi har besluttet os for at tro på alle sammen, fordi det er enormt praktisk.
At vi i dag hele tiden siger, at vi er under et enormt tidspres, er kun et udtryk for hvor stor indflydelse den fiktive historie om, at tiden kan indkapsles i år, måneder, uger, dage, timer, minutter, sekunder og så derned efter, har på os, og viser os hvor troende vi i virkeligheden er. Vi kan ikke vide noget om de fiktive historier. Vi kan kun tro på dem, og uden vores tro på dem ville, vi slet ikke kunne navigere i den moderne verden. Man kan sagtens navigere i verden uden en tidsinddeling og foranlede sig på naturen, men et moderne ur er langt mere præcis end skyformationer, fugleflokke på træk, tidevandsændringer eller hvad naturfolk nu end har brugt som tidsnavigationsindikator. At vi henviser til klokken hele tiden gør ikke klokken virkelig, ligesom guder heller ikke bliver virkelige af, at man beder nok så mange gange i døgnet eller synger smukke salmer derom, men vi er alle sammen troende. Vi tror bare alle sammen på forskellige fiktive historier, og nogle er mere religiøse end andre, rangerende fra glødende fanatikere til kættere, fra den travle familiemor der hele tiden skæver til klokken fra hun slår øjnene op til hun lukker dem i om aftenen, til den hjemløse for hvem onsdag lige så godt kunne være mandag, men som så til gengæld har mere tid til gud, om den så findes i flasken, i kirken eller på bibliotekets hylder, hvor vi godt kan finde en bog eller 10 eller 500 om hvordan man enten udlever sine potentialer inden året er omme eller håndterer åndslivets anomalier.
Om historierne er sande eller falske er komplet ligegyldigt. Homo sapiens har længe troet på opdigtede historier og ladet sig anvise af dem, fx Gud. Mange har endda gjort store karrierer af at arbejde for sådanne fiktive historier, fx paver, præster, og mange gulddukater, dollars, pund sterling og kroner er blevet lagt hos fiktive historier igennem historien. Mange gejstlige er unægtelig også blevet aflønnet fyrsteligt af guderne igennem historien. I dag arbejder vi også for fiktive entiteter, som Google, Amazon, Danske Bank og stater som Danmark, entiteter uden objektiv virkelighed, og som er mindst lige så rundhåndet overfor sine ypperstepræster som fortidens af gud indsatte, hvilket pudsigt nok også er dem, som skriver de fiktive historier. Vi går i krig for at forsvare vores egne fantasier, og bekriger andre fiktive historier, hvis indhold kan få os til at vakle i troen på vores egne. Man skal ikke undervurdere menneskets evne til fremhæve sine egne fantasier på bekostning af andres. I skrivende stund løber der en forvildet sjæl rundt i København og omegn og mener, at det er en god idé, at afbrænde kopier af den islamiske idé i det offentlige rum, måske uden kendskab til, at den slags aldrig har virket efter hensigten, med mindre man selvfølgelig gerne vil modtage et par lussinger og social destabilitet men man kunne fristes til at tro, at historien gentager sig selv.
Historien gentager dog aldrig sig selv, men til gengæld fortæller vi historierne igen og igen og igen. Gentagelsen styrker vores tro, hvilket alle religioner har benyttet sig af igennem historien, som når de prædiker at vi skal bede fem gange om dagen, eller som dengang Christian IV tvang katekismus ned i halsen på alle danske skolebørn. Som når vi kigger på klokken for at navigere i forhold til virkeligheden. Som når vi kører Visakortet igennem en kortterminal. Som når vi fortæller vores børn at de skal børste deres tænder, hver gang de vasker hænder, eller at religiøse menneker er fjolser. Sådan virker den menneskelige hjerne nemlig. Den virker nemlig også bedst kollektivt, hvis man kan tro på budskabet i professorerne Steven Slomans og Philip Fernbachs (Cognative science) banebrydende bog “The Knowledge Illusion - Why we never think alone”. Faktisk kan den stort set ingenting selv, og kan kun rumme ganske lidt viden (ca. 1 GB ifølge forskningen), og den viden, som er kommet derind er viden, som andre mennesker har proppet derind. Uden fællesskabet ville homo sapiens stort set intet vide. I den store virkelige objektive verden, ville homo sapiens uden for fællesskabet rangere langt længere nede af fødekæden end vi gør i dag, præcis som vi gjorde det de første ca 130.000 år af homo sapiens historie, da vi stadig dasede rundt i det østafrikanske inden den kognitive revolution for ca. 70.000 år siden satte turbo på, og lærte os at arbejde sammen fleksibelt i store grupper. Hver især ved vi ufattelig lidt, og vores viden afspejler de impulser som rammer os. I virkeligheden ved vi ikke ret meget om den virkelige verden, som vi tumler rundt i. Vi kender fx alle sammen et toilet, og ved hvordan man bruger et sådan, fordi nogen har vist os eller fortalt os hvordan man skal bruge det, men hvordan virker et toilet i virkeligheden, og hvordan vil du forklare hvordan det virker. Det korrekte svar ville være:
Test viser dog at mennesker ofte svarer sådan på spørgsmålet således.
Vi tænker kun sjældent for os selv. Vi tænker i grupper. Lige som at man siger at “det kræver en landsby at opfostre et barn”, ligeså krævede det en landsby at opfinde et stykke værktøj, løse konflikter og kurere sygdomme. Intet individ ved alt det der skal til for at bygge en domkirke, en storebæltsbro eller en tandlægeklinik. Vi forvandlede os fra en ubetydelig art til klodens supermagt på ca. 70.000 år, hvilket svarer til et øjeblik i biologiens 3.8 milliader lange historie. Dette skyldes ikke det enkelte menneskes rationelle gøren og laden, men derimod vores enestående evne til at tænke sammen i store grupper.
På det individuelle niveau er homo sapiens et pjok, en nøgen abe, som ville få tæv af de fleste andre dyr. Ville du måske slås med grizzlybjørn eller for den sags skyld en svane? Ville du løbe omkap med en ulv, en løve, en gepard eller flodhest? Vil du klatre omkap med en chimpanse, eller måske udfordre den i Memory? Næppe, for du ville tabe til dem alle, men hvis vi går sammen flere mennesker mod flere dyr, så er vi lige præcis så stærke, at vi kan besejre dem alle sammen og blive klodens dominerende biologiske art. Den kognitive revolution lærte homo sapiens at tro på hvad som helst, som kunne binde os sammen i store grupperinger, og samarbejde fleksibelt, hvilket homo sapiens er den eneste art på kloden som kan, og det kan vi kun fordi, vi kan fortælle fiktive historier, som vi kan tro på på tværs af vores oprindelige jæger-samler stammesamfund, hvor vi på lige fod med alle de andre arter, i klaner med op til 150 individer, sammen deltog i konkurrencen om klodens livgivende ressourcer. For at vi kan arbejde sammen med hinanden skal vi tro på historierne ellers virker de ikke. Religioner og højre vigepligt virker kun mellem dem der tror på dem. Ingen af dem er hverken sande eller falske, de er kun fiktive, og de er homo sapiens megavåben i den evolutionære konkurrence hvor gevinsten er, at man kan fortsætte i konkurrencen. Når man ryger ud af konkurrencen uddør ens race. Simpel matematik.
Man må selvfølgelig gerne tro på, at man er klogere end de fleste andre, hvilket flertallet af danskerne også gør, eller dvs. at, en undersøgelse har vist at 78% af alle danskerne tror, at de er klogere end landsgennemsnittet, hvilket siger en hel del mere om vores mangel på selvindsigt og selverkendelse, end det gør om vores intelligenskvotient, som jeg i dette opråbs ånd må påpege, kun er en fantasi, og at vi kommer til at minde om rabiate religiøse tosser, jo mere vi henfalder til at tro, at intelligenskvotienter virkelig findes. Det ville klæde menneskeheden med en smule intellektuel ydmyghed. Ene og alene af den grund, at vi intet ved alene.
Sokrates ansporede os for over 2400 år siden. “Det eneste jeg ved, er at jeg ingenting ved”, hvilket er selvfølgeligt, da ingen ved noget alene. Der skal altid være mindst to individer til at gøre et udsagn til noget vi kan bruge til noget i den virkelige objektive verden af bjerge, floder og bjørne. Vi har brug for én eller flere der digter og fortæller historierne, og mindst én til at tro på den og fortælle den fiktive historie videre. Det giver ingen mening at tale med en dør, en regnbye eller for den sags skyld til himlen med foldede hænder, men Oraklet i Delphi gav os en ledetråd ved at minde os om, at vi skal kende os selv. Det er på tide at vi anerkender vores begrænsninger, vores afhængighed af hinanden på tværs af både geografi, etnicitet og tid, og kommer igang med at rydde op i det biologiske morads, som vores, homo sapiens kultur har kastet af sig siden vi fandt ud af at det var smart, at arbejde fleksibelt sammen i store grupper, og massekrere alt hvad der stod i vejen for vores taktik i bestræbelserne på at forblive en deltager i det evolutionære kapløp.
Det er ikke et spørgsmål om hvem der er de skyldige, for det er vi alle sammen, men fremtidens opgave bliver at få alle til at deltage, og ikke synke tilbage i klanerne med maksimum 150 mennesker, hvor utopisk befriende det så end måtte synes, men den fælles opgaveløsen vil kun have 150 GB til sin rådighed, hvilket er temmelig meget mindre end de 7.6 millarder gigabyte, som vi kan stimle sammen hvis alle på kloden byder ind. Vi løser ikke globale konflikter med nationale fiktive historier. Man standser ikke flodbølger ved at ofre sin ældste datter til flodguden, men ved at samle viden fra os alle sammen, og håbe på, at vi i fællesskab kan løfte opgaven at sørge for, at havets vandmasser, i værste fald, ikke drukner os alle sammen. Derfor er der selvfølgelig intet der er vigtigere i fremtiden end uddannelse i et åbent system af vidensudveksling, så vi gradvist opgraderer hele menneskehedens uddannelsesniveau, så vi kan imødekomme de gigantiske udfordringer som ligger foran os; nemlig at forblive spillere i den evolutionære proces i en verden, hvor den biologiske masse på kloden er konstant.
Det gør vi først og fremmest ved at skrive en global historie, som alle kan se sig selv som aktive deltagere i. Vi er alle selviske, usikre, generøse, selvmodsigende, omsorgsfulde, seksuelle, nysgerrige, bange, fejlbarlige og frem for alt afhængige af hinanden. Alligevel lykkedes det den videnskabelige revoluion at skrive en historie om det frie og uafhængige menneske, en historie, der voksede sig stor og mægtig med kapitalismen og psykologien, og gjorde det enkelte individ til både dommer i, og ansvarlig for udformningen og kvaliteten af eget liv. Den videnskabelige revolution er båret oppe af en etisk revolution, som startede med den engelske filosof John Locke, først satte alle mennesker frie, og derefter gjorde dem alle lige, hvilket vi aldrig havde været før, og Jean-Jacques Rousseau sendte dyrkelsen af selvet til fronten af stort set samtlige intellektuelle diskussioner siden. Immanuel Kant blåstemplede derefter kongstanken om selvet, som kilde i erkendelsesteoretiske såvel som etiske-politiske sammenhænge, omend han ikke havde megen fidus til menneskers forvaltning af den nyfundne frihed og lighed, men at der med statsgaranti er en forbindelse mellem Kants udsagn og det faktum, at 78% af alle danskere mener, at de er klogere end landsgennemsnittet.
Vi dyrket selvet intenst, og selvet er en transcenderende entitet, og derfor en fiktiv historie. Vi har fået tildelt ansvar for egen læring og ved gentagelse, på gentagelse, på gentagelse har vi fået at vide, at uafhængighed er det øverste mål for den menneskelige frihed; et begreb, som, ifølge en hærskare af sociologer med gamle Zygmund Baumann i spidsen, har skiftet karakter fra at betyde noget i retning af, at blive fri for, at blive udnyttet af en enevældig konge eller kapitalistiske arbejdesgivere, for hvem arbejdskraft skulle og skal skaffes så billigt, som muligt, til at betyde, at man må alt i verden og at alle regler indskrænker denne frihed. Uafhængig betyder i dag at man er uden for reglerne, og den fiktive historie løber, som en steppebrand imellem mennesker, så vi i dag lever efter mantraer som “at man skal være noget for sig selv, før man kan være noget for andre”, “at man er sin egen lykkes smed”, “den kloge narrer den mindre kloge” og “at man har ansvar for egen læring” og “markedet retter sig selv” og “kunden har altid ret”, hvilket selvfølgelig munder ud i pandemier af stress, angst, depressioner og selvmord. Det bør nævnes, at der dags dato dør flere mennesker ved selvmord end der sammenlagt dør i krig, ved terror og kriminalitet, og at der kun er 810 millioner mennesker på kloden, som lider under at spise for lidt, men at der er 2.1 milliarder overvægtige.
Hvis menneskeheden, homo sapiens, ønsker at forblive en deltager i det evolutionære kapløb, så må vi sadle helt og aldeles om, og finde en global historie, som fortæller os, “at nogen skal have troet på os før vi kan tro på os selv”. Vi kan jo starte med at lytte til det neomarxistiske råbekor bestående af Marianna Mazzocato, Thomas Piketty, Ha-Jo Chang, Gillian Tett, Joseph Stiglitz, Shoshana Zuboff samt et væld af videnskabsfolk på tværs af forskellige fag fra filosofi, over teologi til antropologien rangerende fra Machiavelli til Hartmut Rosa, Svend Brinkmann og Ulrich Bech, som alle giver os et fingerpraj om, at der er konsekvenser af vores handlinger, og at teknologiens vidundere ikke nødvendigvis fører noget positivt med sig, og at vi nok i den nærmeste fremtid nok skal vende os til ordet “interdependence” som et alternativ til ønsket om uafhængighed. For grunden til at vores civilisationsmodel knirker i ledene er, at mennesker i virkeligheden slet ikke søger uafhængigheden, men derimod slægtsskabet, fordi det er slægtsskaberne som gør os stærke og individualisering som gør os svage. Ingen løser verdens problemer alene. Ingen løser sine egne problemer alene.
Vi kan jo starte med at tælle antallet af eremitter og sammenligne dem med alle ikke-eremitterne, og måske konkludere, at antallet af mennesker som har opnået succeskrieteriet “uafhængig” i Danmark kan tælles på helt nøjagtig 36 fingre, hvis det da ikke lige var fordi, at mennesker i virkeligheden hellere vil slægtsskab end uafhængighed. Det er ren og skær fjolleri, at forfølge ideen om selvets uafhængighed, og at vi kan opnå dette ved at arbejde hårdt for en fiktiv historie. Det virker unægteligt som om, at vi ikke kan se skoven for bare kundskabernes træer.
Sisyfos blev ikke dømt til at arbejde meningsløst i al evighed. Han blev istedet idømt en evig påmindelse om, at selv de mest elementære opgaver er uoverkommelige for individet. Havde han bare haft én eneste ven med sig, eller endnu bedre, et toptrimmet entreprenørselskab, ville det være en helt anden sag, at få den sten op på bjergets top. Den kinesiske mur tjener her som et bevis ved sin objektive tilstedeværelse.
Vi skal væbne os med Immanuel Kants kategoriske imperativ bag John Rawls’uvidenhedens slør, og designe en verdensorden, som vi alle kan se os som aktive deltagere i; en verden, som vi kan være den bedste udgave af vores generøse væsen. Vi skal anerkende at mennesker gerne vil være bedre end næsten, og at nogen faktisk er bedre. Vi skal sørge for, at alle mennesker ikke ryger ud af livets konkurrence, og det gør vi ved at designe en samfundsorden, hvor vi følger Platons gamle råd om, at den rigeste i bystaten kun må være seks gange så rig, som den fattigste, og opgraderer den kongstanke til en global målestok. Den rigeste i kommunen må kun være seks gange så rig, som den fattigste. Den rigeste kommune må kun være seks gange så rig, som den fattigste kommune i nationen. Den rigeste nation må kun være seks gange så rig, som det fattigste land i verden. På den måde bibeholder man konkurrenceelementet, og alle må hjertens gerne arbejde, som vilde for at blive rigere, for så bliver alle rigere; altså, præcis som neokapitalisterne gerne vil, men som de haft umådelig svært ved at få til at fungere i virkeligheden. Med Borgerløn skal vi udslette fattigdom på kloden en gang for alle, og løse den gordiske knude, som vi kalder de 17 Verdensmål. Vi kan kalde det global planøkonomi, og til kritikerne af den planøkonomiske tanke har jeg blot dette at sige: Jeg mener, at det er smart at have en plan når man diskuterer økonomi, og I tror vel ikke at The Federal Reserve, Nationalbanken og deres ligesindede ikke har en plan? Og har I nogensinde hørt om en Plan B? En plan er en forestilling, en fantasi, en drøm, og en strategi om hvordan man gør drømmen til virkelighed. Drømmen er ikke demokratiet, men drømmen er, at leve i et innovativt, retfærdigt og tryghedsskabende samfund, hvor vi lever i harmoni med den biodiversitet, som vi alle sammen er så inderligt har brug for.
Homo sapiens megavåben er vores evne til at arbejde og tænke sammen i store grupperinger. Lad os gå igang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar